Statsforvaltningen skal undersøge Terndrup-sag

Et byrådsflertal i Rebild Kommune har besluttet at indbringe sagen om den forurenede sygehusgrund i Terndup for Statsforvaltningen.

Sagen om den forurenede sygehusgrund i Terndrup, som Region Nordjylland solgte til Nedbrydningsfirmaet IF, og som IF siden har været afventende med at overtage på grund af netop forurening, skal nu undersøges af Statsforvaltningen.

Det står klart efter at et flertal i byrådet i Rebild torsdag stemte et forslag fra Den Sociale Fællesliste igennem. Stemmerne fordelte sig med 13 for og 11 imod forslaget, og Rebild Kommune er derfor nu forpligtet til at indsamle alt relevant materiale i sagen, og lade Statsforvaltningen undersøge, hvorvidt handlen mellem Region Nordjylland og Nedbrydningsfirmaet IF strider med lovgivningen på området.

TV2 Nord har omtalt sagen massivt, og har blandt andet kunnet dokumentere, at udbuddet af sygehusgrunden i Terndrup var så godt som aftalt på forhånd. Det skete i en seks sider lang mailkorrespondance mellem Region Nordjylland og Nedbrydningsfirmaet IF repræsenteret ved en advokat, hvor parterne blev enige om hvordan det kunne sikres at Nedbrydningsfirmaet IF ville vinde udbuddet. 

Det umage makkerpar - Region Nordjylland og Nedbrydningsfirmaet IF - havde begge interesse i den aftale, for det var IF, der i 2014 blev hyret til at nedrive det tidligere sygehus og rense grunden. Regningen for den opgave blev meget højere end forventet fordi forureningen var mere omfattende end man troede, og et forlig mellem parterne, hvor sygehusgrunden kunne overtages af Nedrivningsfirmaet IF for 700.000 kroner, blev udfærdiget.

Det var viceborgmester i Rebild Allan Busk, der indbragte forslaget, der torsdag blev vedtaget, for byrådet, og han sagde til TV2 Nord den 21. september dette om sagen - og den afslørende mailkorrespondance:

- Det her beviser, at der er tale om aftalt spil. Jeg mener, vi skylder alle at få belyst, om det her er lovligt og virkelig kan finde sted, så derfor vil jeg nu bede Rebild Kommune, indbringe sagen for Statsforvaltningen.

Siden da er Region Nordjylland, der formelt set stadig ejer grunden, og dermed har ansvaret for forureningen, gået med til igen at få oprenset grunden i Terndrup.

TV2 Nord har udrullet sagen i 13 artikler og TV-indslag, og du kan læse og se dem alle i vores TEMA OM SAGEN.


Seneste nyt

fra Nordjylland