Støttemidler skal øge interessen for videnskabelige fag i Aalborg

Aalborg Tekniske Gymnasium og TECHCOLLEGE modtager støttemidler til inspirerende undervisning inden for naturvidenskab.

Danmark kommer til at stå med en stor mangel på folk med kompetencer inden for naturvidenskabelige fag som fysik og kemi i fremtiden.

Det vil Aalborg Tekniske Gymnasium og TECHCOLLEGE i Aalborg gerne gøre noget ved, og nu har de modtaget støtte fra Teknologipagten, der hvert år deler midler ud til kompetenceudvikling og inspirerende undervisning på skoler i hele Danmark. 

- For Aalborg Tekniske Gymnasium giver midlerne fraTeknologipagten en fantastisk mulighed for at sikre en ny og innovativ tilgang til de klassiske naturvidenskabelige fag med særligt fokus på fysik, siger vicerektor på Aalborg Tekniske Gymnasium, Gitte Rye Larsen.

- Projektet giver os mulighed for at initiere tiltag, hvor fysik fremstår som et innovativt problemløsningsfag, hvor det er synligt, at der er spændende projekter, hvor den teknologi, som vi lærer om i fysik, kan anvendes i praksis. Der vil for eksempel være tale om ingeniørdesignede konstruktioner, og hvordan de eksempelvis medvirker til en bæredygtig fremtid.

Mere interessant undervisning

De naturvidenskabelige fag går samlet under betegnelsen STEM, der står for science, technology, engineering og mathematics. Støttepengene skal bruges til at gøre undervisningen inden for fagene mere spændende, så flere studerende får interesse for det naturvidenskabelige.

- Det klare fokus, Teknologipagten har på at skabe interesse for STEM-fag hos børn og unge, skal matches af lærere og undervisere med undervisningskompetencer indenfor området, siger Teknologipagtens administrerende direktør, Christian Vintergaar.

- Udover selve projekternes formål, så har vi især vægtet nyskabende tænkning af tiltag på STEM-undervisningsområdet og kompetenceudvikling til så mange undervisere som muligt i vores udvælgelse. Derudover har vi gjort os umage for at fordele midlerne på tværs af grundskole og ungdomsuddannelserne og geografisk.


Seneste nyt

fra Nordjylland