Store ambitioner for Limfjordsværft: Vil skabe helt ny maritim bydel

Den lokale ildsjæl Lars Jeppesen drømmer om at skabe det, han kalder Skandinaviens første maritime bydel.

Armbevægelserne er store. Det samme er visionerne. Lars Jeppesen, der bor på et skib i Skudehavnen i Aalborgs vestby, drømmer om at området med det gamle limfjordsværft bliver en helt ny bydel, som tiltrækker foreninger og skibe.

Lige nu bliver man mødt af et skilt med teksten ”Uvedkommende forbydes adgang”, når man går forbi indgangen til grunden. Det skilt skal væk, mener Lars Jeppesen.

- Der skal være liv i baggården, ligesom der var i vestbyen i gamle dage. Det skal være en levende bydel, hvor der er fedt at være, siger han.

Grunden er blevet opkøbt af entreprenørfirmaet A. Enggaard, som vil bygge boliger i en del af området. Firmaet har givet Lars Jeppesen lov til at idéudvikle på, hvordan man kan skabe liv i byen, inden byggeriet står færdigt, og nye beboere flytter ind. Han henvendte sig selv til firmaet og tilbød sin hjælp, fordi han frygtede, at det maritime miljø ville forsvinde.

- Det er sidste chance for at lave et maritimt miljø på Limfjorden, siger Lars Jeppesen.

 
 
Foto: Jesper Lange

Hans tanke er at samle foreninger, beboere i boliger og beboere på skibe - såkaldte "living boats" på området. Sammen med foreningerne håber Lars Jeppesen, at han kan søge fondsmidler til at restaurere de gamle bygninger, der efterhånden har et slidt udtryk.

En af de foreninger, som allerede nu er interesseret i at rykke ind i området, er FDF Aalborg Søkreds, som har skibet Jens Krogh.

- Kan man skabe et miljø og være med til at bevare den maritime kulturarv, så vil det være helt fantastisk for os, siger kredsleder Dorthe Koch.

Om planerne bliver realiseret er stadig for tidligt at sige. Der er endnu ikke lavet lokalplan for området, ligesom ejeren af grunden heller ikke har godkendt Lars Jeppesens idéer endnu.


Seneste nyt

fra Nordjylland