Konflikt kan standse togtrafikken

Arkivfoto. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Banedanmark har her til morgen orienteret jernbanevirksomhederne om, at en eventuel strejke vil betyde, at togtrafikken i Danmark kan blive indstillet.

En eventuel strejke vil ramme Banedanmark så hårdt, at det kan blive nødvendigt helt at stoppe togtrafikken. Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.

Flere faglige organisationer har varslet strejke mod Banedanmark.

Som konsekvens heraf, kan det blive nødvendigt at indstille al togtrafik i Danmark, mener Banedanmark.

Dette gælder både fjern-, regional-, gods- samt S-tog.

Læs også Staten varsler lockout af 120.000 ansatte

- Vi har i dag orienteret jernbanevirksomhederne om, at de strejkevarsler vi på nuværende tidspunkt har modtaget, vil ramme Banedanmarks aktiviteter meget bredt i tilfælde af en strejke. Bemandingen af helt centrale funktioner vurderes at være alt for skrøbelig og for fragmenteret, hvorfor jernbanetrafikken må indstilles. Vi har vurderet, at vi på denne baggrund må orientere jernbanevirksomhederne, således at de har mulighed for at tage højde for det i deres planlægning af materiel og personaleresurser, siger direktør for Teknik i Banedanmark, Søren Boysen.

25 procent af Banedanmarks ansatte er tjenestemænd.

Banedanmark har modtaget strejkevarsler fra:

  • Dansk Jernbaneforbund
  • HK Trafik & Jernbane
  • AC
  • 3F
  • Dansk Metal
  • Blik- og Rørarbejderforbundet 
  • Dansk Malerforbund.

 

Flere nyheder fra TV2 Nord