Sundhedspolitik gør Frederikshavn til foregangskommune

I Frederikshavn Kommune er sundhed et fælles anliggende. Derfor har en bred gruppe af borgere, virksomheder og frivillige foreninger bidraget til kommunens nye sundhedspolitik: Sundhed med lyst til livet!

Den nye sundhedspolitik, som byrådet godkendte onsdag aften, er resultatet af en proces, som har involveret mange mennesker, der på den ene eller anden måde forholder sig til sundhed. Det skriver kanalfrederikshavn.dk 

Sundhedsudvalget har givet bolden op til dialog om sundhed på adskillige borgermøder og virksomheder rundt om i hele kommunen, i Ældrerådet, Handicaprådet, Integrationsrådet, frivillige foreninger og kommunens Sundhedspanel. Og alle steder har der været en stor interesse for at drøfte, hvad sundhed handler om, og hvad der er vigtigt at fokusere på for at fremme den mentale og den fysiske sundhed og det sociale fællesskab i Frederikshavn Kommune.

- Det har været en positiv proces, og vi har fået mange input, der har været med til at kvalificere den nye politik. Det er individuelt for os, hvornår vi har det godt, men at have lyst til at leve livet, kan de fleste af os blive enige om, er vigtigt, og derfor hedder sundhedspolitikken: Sundhed med lyst til livet!, siger Anders Broholm (V), formand for Sundhedsudvalget i Frederikshavn Kommune til kanalfrederikshavn.dk.

Sammen med borgeren, lokalsamfundet, frivillige, klubber, organisationer, virksomheder og samarbejdspartnere i sundhedsvæsenet er ambitionen med den nye sundhedspolitik, at Frederikshavn Kommune fastholder sin position som frontløber på sundhedsområdet.

- Jeg tror på, at vi ved fælles indsats kan løfte sundhedsindsatsen i Frederikshavn Kommune yderligere. Vi præsterer allerede i dag helt i top blandt kommunerne og er en foregangskommune på sundhedsområdet. Det skal vi fortsat være. Med den nye sundhedspolitik tager vi endnu et vigtigt skridt. Vi har denne gang fokus på flere målgrupper: Børn, unge, ældre, kronikere og udsatte grupper. Det er vigtigt, at vi tør prioritere vores indsats, så den virker for de borgere, der har behov, siger Anders Broholm.


Seneste nyt

fra Nordjylland