Susse Wold og Lars Lilholt åbner Ordkraft 2019

Programmet for åbningen af Ordkraft 2019 er faldet på plads, og der er flere kendte navne blandt deltagerne.

Når Ordkraft 2019 i begyndelsen af april slår dørene op i Nordkraft i Aalborg, er der flere prominente navne blandt de gæster, der skal åbne festivalen. 

Den stor åbningstale bliver holdt af skuespiller, foredragsholder, forfatter og præsidenten for AIDS Fondet, Susse Wold. 

- Vi er glade for, at Susse Wold har sagt ja til at åbne Ordkraft. Hun er jo én af vore bedste, mest kendte og mest elskede skuespillere gennem de seneste mange år. Teater, film, TV, oplæsning. Hun behersker det hele. Og dertil har hun også udvist stort samfundsengagement gennem flere end 25 år som præsident for AIDS Fondet, ligesom hendes erindringsbøger tegner billedet af et klogt og eftertænksomt menneske. Det er stort for os at præsentere hende på festvalen, fortæller Ordkrafts formand, Jørgen Pyndt i en pressemedelelse. 

Selve åbningen af Ordkraft varer en times tid. Når Susse Wold giver ordet fra sig, bliver det formanden for De Lyse Nætters Orkester, Lars Lilholt, der overtaget scenen. 

Her vil han spille sin vel nok mest kendte sang "Kald det kærlighed", netop fordi det overordnede tema til årets Ordkraft er kærlighed. 

Derudover vil kulturådmand i Aalborg Kommune, Mads Duedahl (V), og Ordkrafts formand, Jørgen Pyndt, også holde taler til åbningen. 

Ordkraft løber af stablen fra den 11. til den 13. april og foregår i Nordkraft i Aalborg. 


Seneste nyt

fra Nordjylland