2018 giver underskud: Svineproducenter får røde tal

Nordjyske svineproducenter og minkavlere forventes at slutte 2018 med et underskud.

Det ser rødt ud for de nordjyske svineproducenter, der ifølge de foreløbige tal fra Agri Nord kommer ud af 2018 med røde tal på bundlinjen. Underskuddet er hjulpet på vej af faldende priser på svinekød og stigende priser på foder. 

- Vi havde, da vi startede på året, ikke forventet, at der ville være så hurtige og så drastiske udsving i priserne, siger Jørgen Cæsar Jensen, virksomhedsrådgiver Agri Nord. 

quote Vi havde, da vi startede på året, ikke forventet, at der ville være så hurtige og så drastiske udsving i priserne.

Jørgen Cæsar Jensen, virksomhedsrådgiver Agri Nord

Foderpriserne er steget med 7 %, hvilket sammenlagt med den meget tørre sommer, hvor der er kommet endnu mindre korn i laderne, har gjort, at der for manges vedkommende skal købes foder hjem.  Hvilket er dyre og bidrager til underskuddet. Truslen om svinepest har desuden gjort mange producenter forsigtige med at producere. Det giver nervøsitet i markedet, hvilket også bidrager til svingende priser. 

Minkavlerne ser ligeledes ud til at komme ud af 2018 med underskud. Det er prisen på skind, der har ligget meget lavt hele året igennem. Det betyder, at minkavlerne har tabt cirka 80 kroner pr. skind. 

- Vi oplever lige nu et voldsomt fald i produktionen, så der er måske 30-35 procent færre mink end tidligere. Det gælder både på verdensplan og i Danmark, siger Jørgen Cæsar Jensen.

Det er dog ikke helt skidt. På trods af den rekordtørre sommer, ser det nemlig ud til, at de nordjyske planteavlere kommer ud af 2018 uden underskud. 

Det sker selvom, at der er kommet 20-40 procent mindre udbytte ud af markerne. Det tørre korn har til gengæld været nemt at høste, og landmændene har ikke skulle eftertørre det. Desuden så er kornpriserne gået op, hvilket alt sammen bidrager til et regnskab, der går i nul på trods af det mindre udbytte. 

De endelige tal kommer først senere på året. 


Seneste nyt

fra Nordjylland