Tæv igen-igen: Ulsted taber 8-1 for anden gang på en uge

Det er business as usual i Ulsted i dag. Arvefjenderne fra Holtet var fredag på besøg, og de uddelte bøllebank til Ulsted-holdet.

Føj for en øretæve. Ulsted fik klø af naboerne fra Holtet i serie 6-kampen fredag på Ulsted-stadion. 

Det startede og sluttede skidt. Dommeren var utilfreds med, at der ikke var opsat hjørneflag og truede med at taberdømme Ulsted og aflyse kampen. 

- Det er måske ikke så skidt, vi taber nok mindre på den måde, lød Ulsted-træner Michael Simonsens respons. 

Kampen blev dog spillet, og Ulsted kæmpede det bedste de havde lært, og ved pausen stod det 'kun' 0-1. 

Derfra gik Ulsted-holdet nærmest i frit fald. Reporter Mogens Jørgensen fortæller: 

- Ulsted havde spillet en fantastisk første halvleg, men i anden faldt de fuldstændig fra hinanden.

Holtet var for stærke og bragte sig foran 8-0, inden Ulsted stod for kampens bedste detalje.  De gav bolden op efter Holtets ottende mål. En aflevering. En dyb stikning til Kauslund – og mål! 

- Gutterne kæmpede røven ud af bukserne. Der var lige 20-25 minutter i anden halvleg (hvor Holtet scorede syv mål, red.), men så kæmpede de igen, lød det fra en slukøret træner Michael Simonsen efter kampen. 

HUSK - du kan se snigpremiere på næste afsnit af Ulsted - Nordjyllands Dårligste Fodboldhold? her på hjemmesiden og på Facebook. Det er på onsdag klokken 17.

Se hele afsnittet i vores udsendelse klokken 19.30 onsdag aften på TV2 Salto. 


Seneste nyt

fra Nordjylland