Tag Fat i Frederikshavn

Vi besøger den sidste kommune i den store Tag Fat konkurrence. De tre virksomheder, som dyster om avancement i konkurrencen, kan du møde i aften på TV2/Nord.

Den store erhvervskonkurrence "Tag Fat - Fordi det betaler sig" er i denne uge nået til Frederikshavn Kommune, hvor endnu en finalist i konkurrencen om at være Nordjyllands mest innovative virksomhed skal findes.

I denne uge har TV2/Nord besøgt de tre virksomheder, som hver på deres måde er blandt de mest innovative i deres respektive brancher.

Første virksomhed, der er videre i konkurrencen, er Elektromarine, som ligger i Skagen. Virksomheden er specialister, når det drejer sig om at lave elektriske systemer til marinesektoren.

Et af de nyeste systemer, som virksomheden har lavet, er til kølevandspumperne, som sørger for at nedkøle skibets motorer, så de ikke overopheder.

Systemet regulerer nemlig pumpens arbejde, så den ikke køler unødvendigt - for eksempel er det ikke nødvendigt, at pumperne arbejder på fuld kraft, når et skib sejler i koldt farvand, fordi motoren da nedkøles af vandet.

Elektromarines system sparer mellem 35 til 50 procent af energien på kølevandspumperne - hvilket ikke kun skåner miljøet, men også giver lidt sundere tal på bundlinjerne hos kunderne, da det på fem år giver en besparelse på omkring en million.

Den anden virksomhed, som er videre i konkurrencen befinder sig lidt længere sydpå i kommunen. NS System ligger i Frederikshavn, hvor de beskæftiger sig med synlighed på tekstil. Det vil sige for eksempel tryk på sportstrøjer eller firmatøj.

NS System er videre i konkurrencen, fordi de har verdens mest automatiserede rammelinjemaskine. Når virksomheden trykker logoer på tekstil foregår det lidt ligesom gammeldags kartoffeltryk - men i stedet for kartofler, bruger NS System såkaldte rammer. Og det er dem som rammelinjemaskinen producerer.

Med den nye maskine er ikke kun produktionstiden og kvaliteten forbedret - antallet af folk, som arbejder ved maskinen er mere end halveret, så i dag er der kun en enkelt til at styre maskinen. Før i tiden var rammelinjemaskinen det mest opslidende sted i produktionen på grund af de mange løft, men siden den nye maskine ankom for over tre år siden har der slet ikke været udskiftning i medarbejderstaben.

Den sidste virksomhed, vi stifter bekendtskab med i denne uge, ligger også i Frederikshavn. Det er Vestergaard Marine Service, som yder service inden for marinesektoren herunder især skibsmotorer. De opererer over hele verden.

Vestergaard Marine Service er videre i Tag Fat konkurrencen for deres evne til at løse specialiserede opgaver for deres kunder. Det har de blandt andet gjort, da en kunde havde behov for at få bygget en kran på et skib - men det krævede en helt specielt stålfræser, at konstruere fundamentet til kranen.

Og netop en speciel stålfræser lykkedes det Vestergaard Marine Service at udvikle. Næsten alle medarbejderne på værkstedet var med til at udvikle og komme med inputs, så det lykkedes at opfinde en stålfræser, som var kraftig nok til at kunne udføre arbejdet.

Mød de tre virksomheder i TV2/Nords udsendelse klokken 19.30 i aften.


Seneste nyt

fra Nordjylland