Tag Fat i Hjørring

14:00

Foto: TV2/Nord

1 af 2

Region Nordjyllands erhvervskonkurrence "Tag Fat - Fordi det betaler sig" er i denne uge nået til Hjørring, hvor tre virksomheder dyster om at gå videre i konkurrencen, hvor Nordjyllands mest innovative virksomhed skal kåres.

TV2/Nord har besøgt de tre virksomheder, som er tilbage i konkurrencen.

I udsendelsen klokken 19.30 møder vi Lytzen IT, som er gået videre ved at tilbyde et specielt program, som gør det både hurtigt og let at holde møder eller foretage fjernundervisning. Eneste man skal bruge, er en internetforbindelse.

Den næste virksomhed, som er videre i konkurrencen, er Scanfiber Composites A/S. Virksomheden er beliggende i Sindal, lige uden for Hjørring, og her produceres flere former for beskyttelse til forsvaret, men også til NATO, hvor produkterne blandt andet benyttes i Afghanistan.

Et af de nyeste produkter, som virksomheden selv har udviklet og producerer, er, ballistisk beskyttelsestæpper udarbejdet af verdens stærkeste fibermateriale. Derfor har Scanfiber nu kvalificeret sig blandt de mest innovative virksomheder i Hjørring Kommune i den regionale Tag Fat konkurrence.

Derefter vender vi tilbage til Hjørring igen, hvor IT virksomheden AGIDON A/S har sikret sig avancement i konkurrencen via deres helt egen opfindelse. En temperaturmåler, som advarer, hvis temperaturen i en køledisk pludselig bliver for høj eller for lav.

Flere nyheder fra TV2 Nord