Tidligere AaB-helt tror på mirakler: Nu ejer han "The Jesus Hotel"

Historien om den tidligere landsholdsspiller Peter Rasmussen er fortællingen om en sky nordjyde med en skrøbelig psyke og en frygt for at være i rampelyset. 20 år senere har han fået fred i sjælen gennem bevægelsen "Den sidste reformation".

Peter Rasmussen var en af de helt store AaB-angribere i 90'erne. Den tidligere landsholdsspiller fik heltestatus i Aalborg og scorede blandt andet et vigtigt mål for Danmark. Men bag facaden var alt slet ikke rosenrødt for nordjyden, der havde svært ved at leve med fokus på hans person.

Peter Rasmussen blev ramt af depression, da han stoppede karrieren. I dag har han fået ro i kroppen ved at dedikere sit liv til Gud. Han ejer "The Jesus Hotel" i Aalborg og er blevet en del af den kristne bevægelse "Den sidste reformation".

- Jeg har lyst til at stå frem med det, jeg tror på. Det er vigtigt for mig ikke at holde det tilbage, siger Peter Rasmussen til TV2 Nord.

Peter Rasmussen holder stadig til i den by, hvor han for 20 år siden blev betragtet som Gud - dengang mål var den vigtigste religion for ham.

Nu er det dog ikke fodbold, han dedikerer sig til, men den kristne bevægelse "Den sidste reformation", der er skabt af danske Torben Søndergaard.

quote Jeg har lyst til at stå frem med det, jeg tror på. Det er vigtigt for mig ikke at holde det tilbage.

Peter Rasmussen

For to år siden åbnede Peter Rasmussen bibelskolen "The Jesus Hotel", som afholder kurser for kristne fra hele verden.

Der er flere ting, som har ført Peter Rasmussen hen til, hvor han er i dag - ikke mindst en fodboldkarriere præget af frygten for at være i fokus.

- Jeg elskede fodbolden, men jeg elskede ikke at være i rampelyset. Jeg var den generte og indadvendte type og havde det meget skidt ved at fortælle noget foran et kamera, forklarer Peter Rasmussen.

Den 13. januar 1995 blev dog dagen, hvor nordjyden fra Støvring blev kendt i hele Danmark, da han scorede til 2-0 for Danmark mod Argentina i finalen af King Fahd Cup - det, der i dag er kendt som Confederations Cup.

Tre år senere stoppede Peter Rasmussen karrieren, og det var her, han for alvor blev ramt af den mentale nedtur.

- Mit selvværd røg, og jeg er blev meget deprimeret. Jeg følte ikke, jeg kunne noget mere. Alt, hvad jeg kunne, var væk. Det var meget, meget hårdt.

quote Mit selvværd røg, og jeg er blev meget deprimeret. Jeg følte ikke, jeg kunne noget mere.

Peter Rasmussen

- Det blev gradvist værre og værre. Jeg kom fra en macho fodboldverden, og jeg ville ikke vise svaghed. Jeg isolerede mig mere og mere og var meget langt nede, siger Peter Rasmussen.

Peter Rasmussen kom ud af sin depression i 2002. Herefter levede han et ganske normalt liv og ikke-troende liv med sin familie.

Det var først i 2013, at troen på Gud blussede op, da han - efter egne ord - oplevede et mirakel, da smerterne fra længerevarende hofteskade pludselig forsvandt efter en bøn til Gud.

- Jeg tænkte - hvad skete der lige der? Det var overhovedet ikke normalt for mig, at sådan noget kunne ske, siger den tidligere AaB'er.

Det var på det her tidspunkt, at Peter Rasmussen begyndte at interessere sig for "Den sidste reformation". Her kontaktede han skaberen bag bevægelsen, Torben Søndergaard.

- Jeg så mirakler, helbredelser og dæmonuddrivelser. For os kristne, når man læser det og tror på, vil man gerne se aktion, og det gjorde jeg der, fortæller Peter Rasmussen.

Torben Søndergaard er også manden, der afholder kurserne om "Den sidste reformation" på "The Jesus Hotel."

- Peter er spændende, fordi han ligesom jeg kom udefra uden en religiøs baggrund. Det er bare venskab, hvor vi begge vokser og lever det her liv med Gud, siger Torben Søndergaard.

"Den sidste reformation" møder ofte kritik og bliver af flere kaldt en sekt, der hjernevasker folk for at tjene penge - noget, som Peter Rasmussen også har mærket.

quote Det har været ubehageligt at blive stemplet som skør.

Peter Rasmussen

- Det har været ubehageligt at blive stemplet som skør. Det er hårdt. Der er nogle også, der tænker, at jeg er blevet hjernevasket, fordi jeg har brugt en masse penge og købt det her sted ("The Jesus Hotel, red.").

Men du føler dig ikke hjernevasket?

- Det gør jeg ikke. Jeg føler det her er sandt.

Det eneste, Peter Rasmussen i dag har med fodbold at gøre, er hans kristne serie 3-hold, hvor han er træner.

- Jeg har ikke noget i mig, som længes efter fodbold på fuldtid. Det er det her nye liv, jeg brænder for og det, jeg elsker. Fuldstændig, slutter han.


Seneste nyt

fra Nordjylland