Tidligere etisk råd-medlem: Organdonation skal være et aktivt tilvalg

Nordjyske Christian Borrisholt Steen, som har siddet i Det Etiske Råd i seks år, mener ikke, at det er en god idé, at vi automatisk bliver organdonorer.

Indtil denne sommer var nordjyske Christian Borrisholt Steen medlem af Etisk Råd. I løbet af de seks år, han sad i rådet, har organdonation været på dagsordenen flere gange. Særligt spørgsmålet om formodet samtykke, altså, at vi automatisk bliver tilmeldt donorregistret, når vi fylder 18 år, har været på dagsordenen i Det Etiske Råd.

Langt de fleste medlemmer af rådet er imod en ændring af donationsreglerne, så vi automatisk bliver donorer og skal melde os fra, hvis vi ikke ønsker at være det. Christian Borrisholt Steen er enig med flertallet.

- Jeg går fuldstændig ind for organdonation, og jeg er også selv taget stilling og er tilmeldt donorregistret. Men jeg er imod borgerforslaget, som jo netop går ud på at indføre formodet samtykke, siger Christian Borrisholt Steen.

Vi skal tale om det

Det er patientforeningen Organdonation - ja tak!, der har stillet borgerforslaget, som har fået 50.000 underskrifter, og dermed skal behandles i Folketinget. Selv om Christian Borrisholt Steen altså er imod selve indholdet af forslaget, er han glad for, at det er blevet stillet og har fået så stor opbakning.

- Det er positivt, at 50.000 har skrevet under, for det betyder, at det bliver diskuteret igen, både politisk og i befolkningen, og jeg synes ikke, at vi kan diskutere det nok. Det er vigtigt at tale om organdonation, for det betyder, at flere tager stilling, siger Christian Borrisholt Steen.

Tillid til systemet

Når han så alligevel er imod ideen om, at vi alle automatisk bliver organdonorer, hænger det sammen med, at det at give en del af sin krop væk er så stor og fundamental en ting, at man selv skal have lov at tage et aktivt valg om, hvorvidt man vil donere et organ eller ej.

- Man kan redde liv, og det er vigtigt, men når det er sådan en stor ting, er det også vigtigt, at man på et oplyst grundlag kan vælge organdonation til frem for at skulle vælge det fra. Vi må også have en forståelse for, at nogen kan være i tvivl, og det er helt legitimt - ligesom det i øvrigt er legitimt at sige nej tak til at være organdonor, siger Christian Borrisholt Steen.

Det tidligere medlem af etisk råd hæfter sig også ved selve udtrykket "formodet samtykke".

- Det er egentlig et lidt absurd udtryk. Når man på et så fundamentalt område, hvor samfundet tager så vigtigt et valg for en, er det så nok at "formode", at den enkelte på et fuldstændig oplyst og informeret grundlag, faktisk ønsker at være donor. Det handler jo også om tilliden til hele vores sundhedsvæsen. Jeg mener, at vi sikrer den bedste tillid mellem borger og sundhedsvæsen ved at man selv får lov at tage aktivt stilling, siger han.

En uværdig afsked

Endelig tænker Christian Borrisholt Steen på de efterladte. Han tror ikke, at man nødvendigvis får talt om organdonation på samme måde, hvis man automatisik er medlem, som hvis man aktivt har taget et valg. Det kan måske gøre det særligt svært for de pårørende at håndtere afskeden.

- Jeg tror, at det for de pårørende er en rigtig svær situation, når de står med en afdød, som hurtigt skal køres væk, fordi organerne skal bruges til donation. Det kan for mig at se blive en uværdig afsked, siger Christian Borrisholt Steen.

Han understreger, at det i alle tilfælde er svært for de pårørende, men han mener, at det måske kan gøre situationen mere afklaret for de pårørende, hvis deres afdøde aktivt har taget stilling, og man dermed har talt om organdonation og forberedt sig på det.

Endelig fortæller han, at han dagen igennem, efter at borgerforslaget er nået til Christiansborg og står foran en behandling i Folketinget, har set flere tilkendegivelser på de sociale medier, hvor folk nu har taget stilling - mange af dem har valgt organdonation til.

- Det viser, at det nytter, når vi diskuterer organdonation. Jeg synes, det er meget prisværdigt at være organdonor og give livet videre, men det er vigtigt, at folk selv får lov at vælge det til, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland