Tilfredsstillende regnskab i Sparekassen Hobro

Sparekassen er tilfredse med resultatet selvom bundlinien er dårligere end sidste år. Den primære drift er steget, mens værdipapirerne har kostet.

Kurstab koster på bundlinjen hos Sparekassen Hobro. Selvom den primære drift er i fremgang, må sparekassen konstatere, at halvårsregnskabet er mærkbart dårligere end 2007.
- Resultatet af vores primære drift er bedre end sidste år, men det samlede resultat er lavere, dels fordi vi i år har negative kursreguleringer på vores værdipapirer, dels fordi vi har tilbageført mindre på vores nedskrivninger, siger administrerende direktør i Sparekassen Hobro, Per Sønderup.

I de første seks måneder af i år blev værdipapirerne 4,7 millioner mindre værd. I samme periode i fjor steg værdien med 3,6 millioner.
- Afmatningen betyder, at vi oplever et fald i vores omsætning og dermed indtjening inden for handel med værdipapirer og omlægning af realkreditlån. Men da vi til stadighed får nye kunder, vinder vi det, vi mister i gebyrer, ind på forøgede nettorenteindtægter - så godt og vel endda, siger Per Sønderup.

Sparekassens halvårsresultat af den primære drift - altså før kursreguleringer, nedskrivninger og skat - er derimod steget til 39,7 millioner kroner fra 37,1 for samme periode i fjor. Det betegner direktør Per Sønderup som tilfredsstillende.

Sparekassen forventer et resultat før kursreguleringer, nedskrivninger og skat på omkring 80 millioner kroner for hele 2008.


Seneste nyt

fra Nordjylland