Tillidsrepræsentant: Frederikshavn Kommune behandler medarbejdere uanstændigt

Frederikshavn Kommune vil fyre 12 socialpædagoger på børne- og ungdomsområdet og erstatte dem med ni nye. Fællestillidsrepræsentanten for socialpædagogerne mener, at kommunen svigter.

- Jeg er dybt rystet over, at Frederikshavn Kommune kan finde på at opføre sig så uetisk. Det er en uanstændig måde at behandle sine medarbejdere på, siger fællestillidsrepræsentant for socialpædagogerne i Frederikshavn Kommune, Kathja Ryom i en pressemeddelelse.

Denne reaktion kommer, fordi Frederikshavn Kommune vil fyre 12 socialpædagoger på børne- og ungdomsområdet og erstatte dem med ni nye medarbejdere, som har de ”nødvendige kompetencer”. 

quote  I stedet for at fyre de 12 socialpædagoger for at ansætte nogle nye, bør kommunen stå ved sit ansvar og gøre en indsats for at opkvalificere de nuværende medarbejdere til de kommende opgaver.

Fællestillidsrepræsentant for socialpædagogerne i Frederikshavn Kommune, Kathja Ryom.

- Det er jo i høj grad kommunens eget ansvar, hvis medarbejderne ikke løbende er blevet opkvalificerede til at have de kompetencer, der nu er brug for. I stedet for at fyre de 12 socialpædagoger for at ansætte nogle nye, bør kommunen stå ved sit ansvar og gøre en indsats for at opkvalificere de nuværende medarbejdere til de kommende opgaver, siger fællestillidsrepræsentanten.

Ifølge handleplanen skal der i løbet af de kommende tre år spares i alt 20 millioner kroner på kommunens tilbud til de mest udsatte børn og unge og deres familier. Besparelserne kommer til at betyde dårligere service, længere ventelister og færre tilbud til de udsatte børn, unge og familier i Frederikshavn. Og samtidig vil det betyde, at de ansatte skal løbe endnu stærkere.

- Medarbejderne er allerede i dag presset til det yderste og løber stærkt for at nå deres arbejde. Mange føler sig udbrændte og stressede af deres arbejde, og takken fra kommunen er så, at de bare kan få en fyreseddel, fordi de angiveligt ikke har de rette kompetencer. Det er simpelthen ikke i orden, siger fællestillidsrepræsentanten.

Fællestillidsrepræsentanten bakkes op af formanden for Socialpædagogerne Nordjylland, Peter Kristensen, som beder politikerne i Frederikshavn om at tænke sig om en ekstra gang og lade være med at haste afskedigelserne af de 12 socialpædagoger igennem på økonomiudvalgsmødet onsdag eftermiddag.

- Jeg håber virkelig, at politikerne i økonomiudvalget kan indse, at det er en meget uordentlig måde at behandle deres medarbejdere på. Jeg appellerer til, at politikerne i Frederikshavn tager den nødvendige tid til at få lavet en ordentlig proces, hvor de nuværende medarbejdere kan blive opkvalificeret i stedet for bare at blive fyret og erstattet af nogle nye medarbejdere, siger formanden for Socialpædagogerne Nordjylland, Peter Kristensen i en pressemeddelelse.

Afskedigelserne af de 12 socialpædagoger er en del af en større handleplan, som politikerne i Frederikshavn Kommune skal behandle onsdag, når der er møde i kommunens økonomiudvalg.


Seneste nyt

fra Nordjylland