Tiltalt buschauffør nægter sig skyldig: ”Jeg var bange for min sikkerhed”

00:36

Buschaufføren er tiltalt for at have bremset hårdt op med vilje i en bus med asylbørn

00:38

Foto: Ib Christensen (Arkiv)

1 af 3

Forsvareren kræver buschaufføren frifundet, efter en bilinspektør i retten torsdag fastslog, at den bagfrakommende lastbil kørte for stærkt.

Retten i Aalborg lagde torsdag rammerne omkring sagen fra Stenild, hvor en buschauffør er tiltalt for i oktober 2016 at lave en så kraftig unødvendig opbremsning, at flere af de 38 børn i hans bus kom til skade.

Men chaufføren nægter sig skyldig. Under afhøringen kom det frem, at han betragtede det som nødvendigt at bremse op.

- Jeg var bange for min sikkerhed og mit velbefindende, sagde chaufføren til specialanklager Kristina Frandsen.

Buschaufføren kørte ved Stenild, da bussen blev påkørt bagfra, efter chaufføren havde lavet en hård opbremsning for – efter hans udsagn - at dysse de urolige børn ned. Chaufføren var i retten tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 249, der handler om uagtsom legemsbeskadigelse.

Læs også Busulykke: Buschaufføren bremsede op uden grund

Chauffør: Ét af børnene sprøjtede de andre med en sprayflaske

Busturen forløb langt fra roligt, fortalte chaufføren i retten. Børnene råbte og røg i slagsmål – og ét af dem skulle angiveligt have sprayet flere af de andre børn i hovedet.

Chaufføren havde flere gange forsøgt at bede børnene om at sætte sig ned og forsøgte også at holde ind til siden to gange.  

- Stemningen var ond, og der blev råbt af hinanden – flere løb rundt og slog til hinanden, fortalte chaufføren i retten.

For at stoppe tumulten foretog chaufføren en hård opbremsning.

Sagen kort:

  • I oktober 2016 kørte en buschauffør 38 asylbørn fra Børnecenter Skørping hjem fra skole.
  • Efter larm og tumult i bussen bremser chaufføren kraftigt op for at skabe ro i bussen.
  • Bussen bliver påkørt bagfra af en bagfrakommende lastbil.
  • Ved ulykken blev de 38 børn fra bussen undersøgt på sygehuset.
  • 10 af børnene kom til skade. Fire af dem kom alvorligt til skade.
  • Buschaufføren er tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 249, der handler om uagtsom legemsbeskadigelse. 

- Jeg var bange, så nu skulle det stoppe, fortalte den tiltalte chauffør.

Chaufføren bekræftede, at han havde set den lastbil, der kørte bagved bussen – og som endte med at køre ind i bussen med de 38 børn.

Lastbilchaufføren blev også afhørt i retten. Han kunne dog ikke huske hvor stærkt, han kørte, hvor lang afstand han holdt til bussen, og hvor hurtigt bussen kom ned i fart. Han oplyste dog i retten, at han bremsede hårdt op i forsøget på at undgå en kollision.

Bilinspektør: Bussen kørte for stærkt

I retten fremlagde bilinspektør ved Nordjyllands Politi Morten Thorsager sine observationer fra ulykkesstedet. Han oplyste, at bussen kørte 18 km/t og blev påkørt med 73 km/t, efter den havde sat farten ned fra omkring 80 km/t.

- Jeg kiggede på styretøj og bremser, lys og lygter – og der fandt jeg ikke noget, sagde Morten Thorsager.

Bilinspektøren slog fast, at lastbilen havde kørt for stærkt i forhold til det tilladte – nemlig omkring 80 km/t, hvor lastbilen måtte køre 70 km/t. Både lastbilen og bussen bremsede hårdt op, viste inspektørens undersøgelser.

Forsvarer kræver buschaufføren frifundet

Buschaufførens forsvarer mener, at ulykken skyldes lastbilchaufføren, der kørte for stærkt - og kræver derfor sin klient frifundet.

Anklagemyndigheden mener derimod, at buschaufføren kan bebrejdes for ulykken og kræver ham idømt dagbøder og en betinget frakendelse af kørekortet i tre år.

Specialanklager Kristina Frandsen forventer, at der falder dom i sagen fredag klokken 11.

Flere nyheder fra TV2 Nord