Tjener Boldt er tilbage i Aars

01:29

Bysbarnet Per Pallesen blev i dag hyldet med et vægmaleri i Aars

I dag blev et 8,5 meter højt gavlmaleri af Tjener Boldt fra tv-serien Matador vist frem i Aars af selve Per Pallesen og Lise Nørgaard.

Kimbrergarden, Aars Arosiakor og borgmestertaler var blot nogle af de festligheder, der mødte Lise Nørgaard og Per Pallesen i Aars i dag, da de skulle præsentere et helt nyt gavlbillede af Tjener Boldt fra tv-serien Matador.

- Det var utroligt rørende. Jeg må indrømme, at jeg blev meget rørt. Og det er blandt andet derfor, jeg elsker Aars, når sådan noget kan ske, siger Per Pallesen.

Per Pallesen er født og opvokset i Aars, og det var netop ham, der spillede Tjener Boldt i Matador.

Med sig havde han skaberen af Matador, den nu 101-årige Lise Nørgaard. Sammen afslørede de hyldesten af bysbarnet for offentligheden i dag.

- Jeg har aldrig oplevet så mange søde mennesker, og så et vægmaleri der er så flot. Det er det bedste vægmaleri, jeg har set, siger Lise Nørgaard.

Gavlmaleriet er lavet af Peer Poulsen, der er barndomsven med Per Pallesen.

Afsløringen af maleriet fandt sted på Kimbrertorvet i Aars. 

Flere nyheder fra TV2 Nord