Tørrede oksehjerter overlevede Svinkløv-branden - nu er de blevet spist

Køkkenchefen fra det nedbrændte Svinkløv Badehotel serverede i slutningen af januar de saltede og tørrede oksehjerter, som overlevede den ellers altødelæggende brand.

Siden den altødelæggende brand natten til den 26. september sidste år har køkkenchefen på Svinkløv Badehotel været uden køkken - og derfor ude af stand til at gøre dét, han er allerbedst til - nemlig at lave mad.

Men har man ikke selv et køkken, så må man låne et. Det gjorde den prisvindende kok Kenneth Toft-Hansen, da han 27. januar var inviteret til gourmet-festival i Tyskland.

- Det er jo rart at mærke, at man stadigvæk kan, hvis man var lidt i tvivl. Så det er dejligt, siger Kenneth Toft-Hansen om at være tilbage i et stort køkken.

Kenneth Toft-Hansen agerede køkkenchef på det fornemme hotel Ambassador i kurbyen St. Peter-Ording i det nordvestlige Slesvig-Holsten. Her arbejdede den anerkendte danske kok sammen med en række tyske kokke, og det gav visse udfordringer i anretningen af maden.

- Det må gerne ligge lidt tilfældigt og levende, men nu ligger alle sellerierne i en ring. De kan ikke få det til at ligge tilfældigt, for det strider bare mod alt, de har lært, fortæller Kenneth Toft-Hansen.

Med sig til Tyskland havde Kenneth Toft-Hansen en ganske særlig ingrediens: Saltede og tørrede oksehjerter, som overlevede den altødelæggende brand på Svinkløv Badehotel sidste efterår.

- De hang i et andet lokale end på Svinkløv, så de overlevede branden. Vi synes, det var lidt hyggeligt at servere dem hernede, siger Kenneth Toft-Hansen.

Og køkkenchefens medbragte ingrediens blev varmt modtaget. Efter middagen modtog han i hvert fald et stort bifald fra de mange tilfredse - og mætte - gæster. 

Hvis alt går efter planen, så åbner et genopført Svinkløv Badehotel med Kenneth Toft-Hansen i køkkenet i 2019.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland