Tog kvælertag på medarbejder på bosted: Nu er han anholdt

Sagen om beboeren, der forsøgte at kvæle en medarbejder på Visborggaard, har taget en ny drejning. Manden er nu anholdt af politiet.

Tidligere i dag kunne TV2 Nord fortælle, at beboeren på Visborggaard, der havde forsøgt at kvæle en medarbejder, var blevet sigtet af politiet for kvalificeret vold. Den mandlige beboer blev dog ikke anholdt i sagen, da han først skulle være klar til at blive udskrevet fra psykiatrisk afdeling.

Men nu har sagen taget en ny drejning. Kl. 12.40 i dag har politiet nemlig alligevel anholdt den mandlige beboer. Det fortæller leder af lokal efterforskning ved Lokalpolitiet i Himmerland, Carsten Straszek.

- Der er kommet nye oplysninger frem i sagen. Blandt andet i forbindelse med, at vi har afhørt nogle flere af de forurettede mere grundigt. Og det er på baggrund af de afhøringer, at vi af hensyn til de forurettede har valgt at anholde personen efterfølgende, siger han.

Hvad de nye oplysninger præcist går på, kan politiet ikke oplyse. Politiet fortæller dog, at manden stod til udskrivning fra psykiatrisk sygehus i dag, og derfor godt kunne anholdes. 

Den mandlige beboer skal nu fremstilles i grundlovsforhør i morgen formiddag, hvor det vil blive afgjort, hvorvidt han skal varetægtsfængsles. Han er sigtet for kvalificeret vold, hvilket indebærer vold af særlig farlig eller brutal karakter. I sager om kvalificeret vold er strafferammen op til seks års fængsel.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland