Træner og sportsdirektør gør status på sæsonen

Foto: Johnni Isaksen

Sæsonen er godkendt, siger både træner og sportsdirektør, men der er plads til forbedringer, og truppen skal styrkes udefra.

Målsætningen for sæsonen 2017-2018 blev indfriet - AaBs superligahold sluttede nemlig i top 6, og i går satte spillerne punktum for sæsonen med uafgjort 1-1 på udebane mod mestrerskabsfavoritterne fra Brøndby.

Selvom AaB er ubesejret i de sidste tre kampe, blev det kun til en beskeden femteplads ud af de seks hold i mesterskabsslutspillet.

Tirsdag var det så tid at sætte sportsdirektør Allan Gaarde og træner Morten Wieghorst stævne for at gøre status på sæsonen.

Både sporstdirektøren og træneren satte en tyk streg under klubbens allerstørste problem - nemlig at der bliver scoret alt for få mål.

Morten Wieghorst regner med, at man mangler mellem 30 og 35 mål i forhold til de andre hold over AaB i tabellen.

Sportsdirektør Allan Gaarde varsler forandringer i spillertruppen til næste sæson. Nogen forlader klubben og nye kommer til. Der sker dog ikke noget på den konto de næste 14 dage ifølge Allan Gaarde. Sportsdirektøren er netop vendt hjem efter en tur til Brasilien, hvor han var på rundtur til klubber og så spillere an i kampe. 

AaBs spillere bliver fredag sendt på 24 dages sommerferie. Inden da gæster spillere og trænere to af de samarbejdsklubber, man har i Nordjylland.

Onsdag kl. 15.00 træner de i Hirtshals, og dagen efter går turen til Rosendal ved Hobro, hvor man kan komme forbi og overvære en træning. Efterfølgende skriver spillerne autografer, inden truppen igen mødes 18. juni for at gøre klar til en ny sæson.

Hør hele interviewet med både sportsdirektør Allan Gaarde og træner Morten Wieghorst i sin fulde længde, som TV2 Nords reporter Mogens Jørgensen lavede i dag på Aalborg Stadion og AaBs træningsanlæg:

06:13

Interview med Allan Gaarde

Luk video

  

10:00

Interview med Morten Wieghorst

Luk video

 

 

Flere nyheder fra TV2 Nord