Transportministeren beklager brokaos (Opd.)

04:02

1 af 2

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) siger i et åbent samråd torsdag, at han beklager alle problemerne med jernbanebroen, og forventer, at nordjyderne får en kompensation.

Det var blandt andet nordjyske Karsten Lauritzen (V), der havde kaldt transportministeren i samråd, for at få svar på en række spørgsmål i forbindelse med reparationen af jernbanebroen mellem Aalborg og Nørresundby.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) udtrykte sin dybeste beklagelse overfor nordjyderne.

- Det har været et forløb, som ikke på nogen måder har været tilfredsstillende, siger ministeren.

Da ministeren blev spurgt til, om de nordjyske togpassagerer kan forvente en kompensation for rejseproblemerne, svarede han, at han vil anbefale DSB en sådan kompensation til passagererne.

- Når alt engang er i orden, og togene kører igen, så vil det være helt naturligt, at vi kigger på, om vi kan give en eller anden kompensation her. Det har DSB gjort i andre situationer, og det forventer jeg bestemt også, at de gør i Nordjylland, siger Henrik Dam Kristensen.

Ministeren blev spurgt til, hvornår broklappen forventes færdig, men på grund af at datoen allerede er blevet skubbet flere gange, så ønskede transportministeren ikke at komme med et bud. Imidlertid har Banedanmark antydet, at den står færdig i februar 2013.

- Jeg kunne godt have tænkt mig, at vi havde en dato for, hvornår broklappen bliver færdig. Men jeg er da glad for, at ministeren beklager det her over for nordjyderne. Det manglede da også bare, siger Karsten Lauritzen (V).

- Jeg har ikke lyst til at give en ny dato, som jeg ikke kan overholde, siger Transportminister Henrik Dam Kristensen (S).

Under samrådet kom det også frem, at entreprenøren MT Højgaard, der står for arbejdet med broklappen, skal betale dagsbøder på 15 % af kontraktsummen pr. måned broklappen bliver forsinket. Den samlede kontraktsum lyder på cirka 50 mio. kr.

- Noget kan tyde på, at dagbodsklausulen mellem Banedanmark og MT Højgaard ikke har været af en størrelse, der har gjort særlig indtryk på MT Højgaard, siger Preben Bang Henriksen (V), der tidligere har anmodet om at få kontrakten udleveret.

Flere nyheder fra TV2 Nord