Travlt på hittegodskontoret efter karneval

Hittegodskontoret i Aalborg holder ekstraordinært åbent ovenpå lørdagens karneval, og masser af mennesker kigger ind i håb om at finde deres telefon eller pung.

Indleverede mobiltelefoner ringer med jævne mellemrum, og en lind strøm af mennesker går søndag ind og ud af dørene til politigården i Aalborg.

Det er en af årets helt store dage på hittegodskontoret – dagen efter Aalborg Karneval, hvor 80.000 mennesker har gået parade gennem byen.

- Hvert år får vi rigtig meget ind, og i år er det især tegnebøger, der er blevet indleveret – og så selvfølgelig mobiltelefoner, siger Dorthe Nørgaard, der er sektionsleder for Servicecentret på politistationen i Aalborg.

Hittegodskontoret holder ekstraordinært åbent søndag på grund af karnevallet.

- Vi ved, at der er mange, der kommer ind. En del er turister, og de skal have mulighed for at komme og hente deres ting, siger sektionslederen.

 
 
Foto: Josefine Brader

På et bord ligger flere mobiler til ladning. Det gør de, fordi Dorthe Nørgaard og hendes kolleger håber, at ejermændene vil ringe til dem – og så dur det ikke, at de er løbet tør for strøm.

Og pludselig lyser en af telefonerne op. På skærmen står der ”Denne iPhone er blevet væk. Ring venligt på dette nummer” efterfulgt af et telefonnummer.

Dorthe Nørgaard ringer op til nummeret – og får genforenet endnu en karnevalsgænger med vedkommendes mobiltelefon.

 

En af dem, der er en tur forbi hittegodskontoret søndag, er Emil Krogh fra Horsens, som har tabt både telefon, dankort og kørekort.

- Jeg mistede det i Jomfru Ane Gade i går nat, siger han.

Heldet er dog ikke med ham. Ingen af hans effekter er blevet indleveret endnu. Men måske dukker de op i løbet af dagen – og så vil han blive kontaktet.

- Ja, det gik så ikke så godt. De havde det desværre ikke, siger han.

Har du mistet noget ved Aalborg Karneval, så holder hittegodskontoret åbent til klokken 23 søndag aften, ligesom der også er mulighed for at komme ind i løbet af ugen.


Seneste nyt

fra Nordjylland