Tredje år i træk: Aalborg Karneval præsenterer overskud

00:22

Igen i år har Nordeuropas største karneval leveret et overskud. Overskuddet hænger blandt andet sammen med sommerens varme vejr.

For tredje år i træk kan Aalborg Karneval melde om sorte tal på bundlinjen. Aalborg Karneval har torsdag præsenteret et overskud på 961.855 kroner, og det er på trods af, at dette års karneval var budgetteret til at gå i nul.

Formand for Aalborg Karneval, Mette Bugge, er også begejstret for resultatet.

Deltagere til Aalborg Karneval

2009: 25.000 deltagere
2010: 25.000 deltagere
2011: 30.000 deltagere
2012: 40.000 deltagere
2013: 50.000 deltagere
2014: 60.000 deltagere
2015: 65.000 deltagere
2016: 70.000 deltagere
2017: 70.000+ deltagere
2018: 80.000 deltagere

Kilde: Aalborg Karneval

- Aalborg Karneval er Nordjyllands absolut største kulturevent og lysten til at deltage aktivt i denne fest stiger år efter år. Det er en stor glæde, at vi samtidig kan konstatere, at vores elskede karnevalister også i stigende grad ønsker at bidrage økonomisk til festen, idet der i år blev solgt 45.000 loyalitetsarmbånd mod 39.000 året før, siger Mette Bugge.

Kigger man på det samlede antal gæster var der ligeledes fremgang i år. 80.000 mennesker deltog i Nordeuropas største karneval, hvilket er omkring 10.000 flere end sidste år. En forøgelse som ifølge Mette Bugge hænger sammen med det gode vejr, som vi har nydt over hele sommeren.

På trods af det gode resultat, så mener Mette Bugge, at der fortsat skal arbejdes for at gøre Aalborg Karneval endnu bedre.

- Selvom vi helt sikkert er på vej i den rigtige retning, så hviler vi ikke på laurbærrene. Hvis Aalborg Karneval skal være bæredygtigt fremadrettet, så skal vi hvert år kunne præstere et overskud af denne størrelse.

Flere nyheder fra TV2 Nord