Truede butiksansat med skruetrækker: Blev fastholdt af kunder

En 20-årig mand stod lørdag aften bag et mislykket røveriforsøg i kiosk i Aalborg.

Det gik helt galt for en 20-årig hætteklædt mand, som lørdag aften havde sat sig for at røve Kiosk 74 på Sjællandsgade i Aalborg.

Kort før klokken 21 forsøgt manden at true sig til penge med en skruetrækker. Han havde dog formentlig ikke tænkt over, at der var en del kunder i butikken.

- De overmandede ham og fastholdt ham, til politiet kom, siger Bruno Brix, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Manden blev sigtet og afhørt - for efterfølgende at blive løsladt. Han erkendte forholdet, og juridisk er det blevet vurderet, at han ikke skal fremstilles i grundlovsforhør.

- Der kommer selvfølgelig et retsligt efterspil, siger vagtchefen.

Flere nyheder fra TV2 Nord