Turismen boomer i 2018 - bare ikke i Nordjylland

Turistbranchen forventer allerede nu, at 2018 bliver et rekordår på landsplan. Men noget tyder på, at den udvikling går uden om Nordjylland.

En enlig mandlig gæst tjekker ind i receptionen på Hotel Scandic i Aalborg. Havde han tjekket ind et andet sted i Danmark, ville man automatisk forvente, at mange flere fulgte hans eksempel. 

Men i Nordjylland er forvetningerne til turismen i 2018 - modsat forventningerne i resten af landet - ikke særligt høje.

- Jeg kan se, at året er udråbt som et turistår for hele Danmark, men ud fra en nordjysk betragtning tror jeg, væksten vil være der, men den vil være moderat, siger Finn Rosenqvist, direktør for Scandic Aalborg Øst og Scandic Aalborg City til TV2 Nord.

Nye ferieperiode spænder ben

De lidt pessimistiske forventninger til 2018 deles af direktøren for VisitNordjylland, Lars Enevold Pedersen. Det skyldes blandt andet, at tyskerne i 2018 skifter ferieperiode, så de nu skal holde ferie i den dyre periode sammen med danskerne. 

- Tyskerne er jo meget prisfølsomme, og de vil gerne komme i august eller september, hvor priserne falder lidt på feriehusene. Så der har det de tidligere år passet fint, at danskerne og nordmændene var i husene i højsæsonen, mens tyskerne var der i august og september. Nu bliver det hele presset mere sammen, siger direktør i VisitNordjylland, Lars Enevold Pedersen.

Nordjylland havde i de første 10 måneder sidste år 4,3 millioner overnatninger. Stort set det samme som året før.

Fortæl bedre historier

Hvis Nordjylland skal få del i den forventelige stigning i turismen i 2018 skal der handles.

quote Vi skal blive endnu bedre til at fortælle om fødevarer, om aktiv ferie, og om hvad børnefamilier også kan opleve i Nordjylland.

Lars Enevold Pedersen, VisitNordjylland

- Meget af det handler om, at vi får kvalitet i formidlingen. Det, at vi får fortalt de særlige historier, og at vi får inddraget de gæster, der kommer, så de møder os i øjenhøjde og mærker den nærhed for netop at få nogle autentiske oplevelser, siger professor ved Syd Dansk Universitet, Janne J. Liburd til TV2 Nord.

Det råd er de enige i i Nordjylland.

- Det er ikke nok, at vi med den brede pensel siger, at vores strande og kyster er dejlige. Vi skal blive endnu bedre til at fortælle om fødevarer, om aktiv ferie, og om hvad børnefamilier også kan opleve i Nordjylland, siger VisitNordjyllands direktør, Lars Enevold Pedersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland