Tv-reality-serie på vej: Hollænderne er vilde med Nordjylland

Der er sket et boom i hollandske turister, og nu indtager hollænderne også Nordjylland for at optage et nyt reality-program her.

Nordjylland har set en stigning de senere år i antallet af besøgende fra Holland, og det skyldes bl.a. en intens satsning på dette marked, der spås endnu større vækst i de kommende år.

Og i denne uge kommer der en særlig delegation af hollændere; de skal nemlig optage et nyt reality-program.

I programmet, der optages i Nordjylland i denne uge, tager tre kendte hollændere på rejse sammen for at genoplive deres venskab fra ungdomsårene. Målgruppen for programmet er de såkaldte ”halvtreds-plussere”.

- Netop den målgruppe, der hedder rejsende par uden børn på 50+, er en kernemålgruppe for nordjysk turisme og også en målgruppe, der spås at vækste i de kommende år. Det er en attraktiv målgruppe, fordi de har råd til selvforkælelse og har smag for de gode ting i livet. Her har vi nogle helt særlige turismeprodukter og destinationer i Nordjylland, der centrerer sig om mad og gastronomi, exceptionelle naturoplevelser samt kunst og kultur – netop elementer, der tiltaler den modne målgruppe, der har både tid og råd til den slags ferier, siger salgs- og marketingchef Ann Purkær Plaetner fra VisitNordjylland og tilføjer:

- Så vi er rigtig glade for muligheden for at være med som en af destinationerne i programserien.

De tre medvirkende i programmet besøger udover Skallerup Seaside Resort bl.a. også Slettestrand, Løkken, Lønstrup og Skagen.

Skallerup Seaside Resort ved Hjørring er et af de steder, der kan mærke hollændernes stigende interesse, og der meldes om en stigning i hollandske overnatninger på knap 300 procent over de seneste tre år.

- Siden 2017 har vi afholdt hollandsk sprogundervisning for personalet for at lære at kunne sige ”goedemorgen” osv., og i denne måned har vi flere gange om ugen hollandsktalende medarbejdere i de kreative værksteder for børn og voksne, ligesom vi har et bolsjekogningshold på hollandsk, fortæller Mette Clausen, der er salgs- og marketingchef hos Skallerup Seaside Resort.

Hos VisitNordjylland, hvor volumen på tallene er større, har man foreløbig kunnet måle en fremgang på det hollandske marked med en stigning i antallet af overnatninger siden 2016 svarende til 23 procent. Det hollandske marked bliver naturligt et vigtigt fokusområde for VisitNordjyllands kampagner og markedsføring af landsdelen i kommende kampagner i 2019 og 2020.


Seneste nyt

fra Nordjylland