TV: Sådan varmer Ulsted op til sidste hjemmekamp

Ulsteds serie 6-hold varmede op til søndagens sidste hjemmekamp mod Tylstrup ved at have en kæmpe fest til Aalborg Karneval.

Efter at have konsumeret 8-9 øl hver kunne træner Mikael Simonsen fra Ulsteds serie 6-hold fortælle at holdet, der samlet var taget til Aalborg Karneval lørdag, var 20 procent henne i den opvarmning, der skal sikre en fodboldkamp søndag på Ulsted Stadion i flot tiki-taka-stil.

- Jeg er altid en øl bagud i forhold til spillerne. Jeg skal jo være den ansvarlige, sagde Mikael Simonsen til TV2 Nords reporter Mette Kristensen, der i samme øjeblik var ved at blive iklædt en Ulsted-trøje.

Hun havde tidligere på dagen mødt to unge mænd fra Holtet - Ulsted-drengene arvefjende. De havde udstyret hende med et "Ulsted er lort"-klistermærke, men det blev hurtigt revet af, da hun mødte Ulsted-holdet. Hadet er reelt.

- Vi går aldrig på Andys (diskotek i Jomfru Ane Gade red.). Det er Holtets sted. Aldrig Andys, siger Mikael Simonsen. 

 

Anne Kejser talte tidligere på karnevalets rute med målmand Martin 'Hvide' Jensen, der søndag skal passe Ulsteds mål.

Skal I ikke spille kamp 10.30 imorgen?

Jo, men det skal vi nok klare. Det er ikke første gang vi er i byen inden vi skal spille, svarede han.

- Det er det vi er kendt for: Ulsted Alkohold.

Er det en taktik at være fuld dagen inden kampen?

Det er en taktik. Vi drikker os fulde og snakker taktik.

Jamen så skål!

Hva?!

Sæsonens sidste hjemmekamp er mod Tylstrup, og selv et pinligt ædru Ulsted-hold vil få tæsk mod Tylstrup, der i sidste runde slog arvefjenderne fra Holtet. Hvordan skal det ikke gå med et Ulsted-hold med kollektive tømmermænd?


Seneste nyt

fra Nordjylland