Tværs over Kattegat: Christina svømmer til Sverige

Christina Hedegård har taget hul på sin 100 kilometer lange svømmetur tværs over Kattegat.

Christina Hedegård har givet sig i kast med sit livs svømmetur. Klokken 5.10 fredag morgen sprang hun i vandet ved Asaa for at svømme godt 100 kilometer tværs over Kattegat til den svenske ø Hönö ud for Göteborg.

Iført våddragt og badehætte med det danske flag tog Christina Hedegård de sidste skridt på dansk landjord, før hun hoppede i vandet ved siden af en lille stenstatue af den lille havfrue. Næste gang hun har jord under fødderne, er den svensk. 

- Jeg er ikke nervøs, men jeg er spændt. Jeg har glædet mig så længe til det her, fortæller Christina Hedegård kort før hun tager hul på den 100 kilometer lange svømmetur.

Vanskeligheder fra start

Christina Hedegård har forberedt sig grundigt på projektet, som hun forventer tager cirka to døgn. Derfor har hun en følgebåd med, som kan give hende mad og drikke, men som også kan skride ind, hvis der skulle opstå uforudsete problemer under turen. 

quote Jeg er ikke nervøs, men jeg er spændt. Jeg har glædet mig så længe til det her.

Christina Hedegård

Men følgebåden fik en hård start på turen. Kort efter at være stævnet ud fra Asaa stødte følgebåden på grund. Det var dog ikke værre end, at følgebåden ved egen kraft kunne vriste sig fri og fortsætte togtet mod Sverige.

Fokus på psykiske lidelser

Christina Hedgård vil med den lange svømmetur sætte fokus på psykiske sygdomme. Noget som hun oplever er tabubelagt i samfundet.

- Jeg har set, hvad sindslidelser gør ved folk, og at andres berøringsangst gør sygdommen endnu mere svær at tale om. Jeg har nogle meget tæt på mig, som ikke vil tale om deres sygdom, fordi de er bange for at blive begrænset i deres muligheder, siger Christina Hedegård. 

 
 
Foto: Mick Anderson
 
 
Foto: Mick Anderson
 
 
Foto: Mick Anderson
 
 
Foto: Mick Anderson
 
 
Foto: Mick Anderson

Seneste nyt

fra Nordjylland