Tyveri mod Apotek og Dyrlægeklinik

Aars Apotek og Dyrlægeklinik i Aalestrup, havde i nat besøg af tyve. Der er muligvis tale om de samme gerningsmænd. Politiet har et signalement af tyvene og efterlyser en bil med nummerpladen TU 38 108.

Indbrud hos Dyrlægeklinik
To tyve brød omkring kl. 23.39 i aftes, ind hos Dyrlægerne i Himmerland, en dyrlægeklinik i Aalestrup.

Signalement:
Politiet efterlyser i den forbindelse to mænd med følgende signalement:
Den ene mand er 160-170 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført hvid hættetrøje med tryk på maven.
Den anden er 170-175 cm høj, også almindelig af bygning. Denne havde en grøn hættetrøje på, med tryk på den ene skulder.

Tyvene har brudt et vindue op for at komme ind. Det er endnu ikke opgjort, hvad tyvene har stjålet.

Indbrud hos Aars Apotek
Også Aars Apotek har haft ubudne gæster i nat. Omkring kl. 02.22 blev en bagdør brudt op.

Narko stjålet
Der er stjålet diverse stesolid- og morfinpræparater.

Et vidne så en lys bil, muligvis en Audi stå udenfor apoteket, med lys på og åbne bildøre.

Samme tyve?
Vidnet har givet signalementer af tyvene, der til forveksling ligner de personer der efterlyses i forbindelse med indbruddet i dyrlægeklinikken.

Stjålet i Farsø
Nummerpladerne er tidligere i aftes, stjålet fra Th. Erichsensvej i Farsø.


Seneste nyt

fra Nordjylland