UCN jubler: Rekordmange får studieplads

Professionshøjskolen UCN kunne fra midnat give 3.052 ansøgere besked om, at de er blevet optaget på én af UCN’s 26 uddannelser.

Over midnat har flere tusind ansøgere siddet klistret foran computeren med krydsede finger i håbet om, at de er blevet optaget på lige netop den uddannelse, de allerhelst vil begynde på efter sommerferien.

På professionshøjskolen UCN har de i år kunne give hele 3.052 ansøgere en god nyhed. Det er det højeste antal i de ti år, den nordjyske professionshøjskole har eksisteret.

- Det er utroligt dejligt at se, at vi kan tage imod så mange. Rigtig mange af vores 1. prioritetsansøgere har fået deres ønske om at læse på UCN opfyldt. Det er glædeligt i en tid, hvor det faktisk er blevet sværere at komme ind, fordi der er kommet loft over antallet af studiepladser på alle vores uddannelser, fortæller UCN’s uddannelsesdirektør, Petter Møller Pedersen.

Årets optagelsestal er fire procent højere end sidste år, og det betyder, at UCN har måtte afvise 1.200 ansøgere.

Fremgang på teknologi og business

Det er blandt andet på UCN’s tekniske uddannelser, der i år skal sættes flere stole frem til studiestart. Ikke mindst på uddannelserne til bygningskonstruktør, datamatiker og produktionsteknolog.

 - Vi har haft et ønske om at optage flere på netop disse uddannelser, fordi der er efterspørgsel fra erhvervslivet. Derfor er det glædeligt at se, at vi kan uddanne flere, siger Peter Møller Pedersen.

Også på UCN’s businessuddannelser er der fremgang. Her kan flere tage plads på uddannelserne til markedsføringsøkonom, financial controller og serviceøkonom.

Glæde på læreruddannelsen

På læreruddannelsen kan man ligeledes glæde sig over en stigning i forhold til sidste år. 317 kan til august begynde på uddannelsen, der udbydes i Aalborg eller Hjørring. Det er fire procent flere end i 2017.

 - Vi havde forventet status quo, så jeg er positiv overrasket over, at flere kommer ind på læreruddannelsen, fortæller UCN’s uddannelsesdirektør.

Der er dog stadig ledige pladser på uddannelsen, og Peter Møller Pedersen opfordrer derfor interesserede til at kigge nærmere på UCN’s hjemmeside.

Populære velfærdsuddannelser

På flere af UCN’s andre velfærdsuddannelser har der været rift om pladserne, hvor UCN må skuffe mange. På pædagoguddannelsen alene er knap 400 1. prioritetsansøgere blevet afvist. Der er plads til 470, men 845 havde uddannelsen som deres højeste ønske.

Også på uddannelserne til jordemoder, fysioterapeut og radiograf er mange gået forgæves. 10,7 skulle der til i karaktergennemsnit for at komme direkte ind på jordemoderuddannelsen, og dermed er uddannelsen igen i år den uddannelse på UCN med den højeste adgangskvotient.

Flere sygeplejersker i Thisted

Alt er også blevet besat på sygeplejerskeuddannelsen i Thisted, hvor UCN i år har fået ti ekstra pladser. Her kan 36 nye studerende nu starte efter sommerferien.

 - Vi har været spændt på, om vi kunne fylde alle pladserne. Men søgningen har været enormt flot, og vi kunne faktisk have optaget endnu flere. Der bliver brug for flere sygeplejersker i lokalområdet i Thy/Mors, så det er meget positivt med det flotte optag, siger uddannelsesdirektør Peter Møller Pedersen.

UCN uddanner også sygeplejersker i Aalborg og Hjørring, og her er alle pladser optaget.

Ledige pladser på flere uddannelser

De mange ansøgere, der ikke er kommet ind, har stadig en chance for at komme i gang med en uddannelse på UCN. UCN udbyder nemlig ledige pladser på en række uddannelser. Foruden læreruddannelsen gælder det en del business- og teknologiuddannelser.


Seneste nyt

fra Nordjylland