Udbryderkongen Rols efterlyst: Har du set en 45-årig skildpadde?

Foto: Privatfoto

En vaskeægte udbryderkonge er blevet efterlyst af sin ejer Carsten Nielsen. 45-årige Rols stak i fredags af fra sin indhegning på et nedlagt landbrug ved Hjørring.

Selv om skildpadder er langsomme dyr af natur, kan det sagtens lade sig gøre for dem at stikke af fra tid til anden. Det har en familie ved Hjørring erfaret, efter husets skildpadde, Rols, for fem dage siden stak af fra sin indhegning.

- Vi kom simpelthen hjem fra arbejde i fredags og kunne se, at Rols havde gravet sig ud af den pallegård, han normalt går rundt i. Der havde været noget løst sand i et hjørne, som han kunne skubbe til side, og så var han simpelthen stukket af, fortæller Rols' ejer, Carsten Nielsen.

Derfor er Rols nu efterlyst på Facebook - for familien bor på et nedlagt landbrug lidt uden for Hjørring, hvor det ikke bare sådan er lige til at finde den 17 centimeter lange skildpadde igen, når den først har begivet sig ud over markerne.

I skrivende stund er opslaget delt 1000 gange, også helt i Korsør, hvor Carsten Nielsen dog ikke regner med, at Rols dukker op.

Blev fundet under en flugt i 1974

Det er dog ikke første gang, Carsten Nielsen har oplevet at miste sit kæledyr, som han har haft, siden han var en lille dreng.

- Vi har faktisk prøvet det engang før, at Rols er stukket af. Det var for syv år siden, hvor han var væk i tre måneder. Men dengang blev han fundet i en børnehave bare en kilometer eller sådan noget, fra hvor vi bor, siger Carsten Nielsen.

Og for at det ikke skal være løgn, erhvervede Carsten Nielsen sig faktisk den lille udbryderkonge på en tredje springtur for 44 år siden, i 1974. Dengang gik Rols rundt i kanten hovedvej A10 ved Støvring, hvor Carsten Nielsen fandt ham og tog ham med hjem.

- Dengang var der jo ikke Facebook eller andre oplagte muligheder for at gøre opmærksom på, at jeg havde fundet en skildpadde. Så Rols kom bare med hjem, og så har jeg haft ham lige siden. Så hvis nogen nu støder på Rols og kommer i tanker om, at han måske er deres, må de sige til, siger Carsten Nielsen.

Han har derfor ikke nogen præcis alder på skildpadden Rols. Men signalement og kontaktoplysninger kan ses i opslaget her:

 

Flere nyheder fra TV2 Nord