Udlændingestyrelsen lukker fire nordjyske asylcentre

Lukningen af Hanstholm Asylcenter (billedet) var varslet. Nu følger Center Frederikshavn, Børnecenter Rovvig, Center Foldbjerg og Center Gunderuplund efter. Foto: LimfjordUpdate.dk.

Et fortsat lavt antal asylansøgere har medført behov for at afvikle fire asylcentre, som er drevet af Jammerbugt og Vesthimmerlands Kommune.

Udlændingestyrelsen har allerede lukket 30 asylcentre i løbet af 2017. Nu reducerer styrelsen antallet yderligere ved blandt andet også at lukke fire asylcentret i Nordjylland frem mod sommeren 2018.

Det er Center Frederikshavn og Børnecenter Rovvig, begge drevet af Vesthimmerlands Kommune, samt Center Foldbjerg og Center Gunderuplund, begge drevet af Jammerbugt Kommune, der vil blive lukket. 

Læs også Asylcenter i Frederikshavn lukker

Dermed står op mod 15 medarbejdere til at miste jobbet, og over 600 asylansøgere skal forlade centrene.

På Center Foldbjerg er stemningen derfor ikke overraskende trykket. Særligt hos Mohamed Chreitek, der er chef på centeret.

- Vi er rigtig kede af det, men vi kan ikke gøre noget, siger Mohamed Chreitek, der nu sammen med sine medarbejdere skal til at lede efter nyt job.

Færre asylansøgere giver tomme pladser

Årsagen er, at Danmark med sine stramninger på udlændingeområdet ikke modtager nær så mange asylansøgere, som det var tilfældet i både 2015 og 2016. Derfor er der nu ikke brug for så mange asylcentre.

00:25

Udlændingestyrelsen lukker asylcentret i Frederikshavn

Luk video

- Der indrejser fortsat relativt få asylansøgere, sådan som det har været tilfældet igennem hele 2017. Og i takt med, at der behandles flere asylsager, end der kommer nye ind, får vi flere tomme pladser i asylcentersystemet. Derfor lukker vi de fire centre frem mod sommeren 2018, siger kontorchef i Udlændingestyrelsen Thomas Mortensen i en pressemeddelelse. 

I de seneste år har antallet af asylansøgere svinget voldsomt, og det har afspejlet sig i antallet af asylcentre. I starten af 2016 var der således 98 asylcentre i drift, og ved udgangen af samme år var antallet nedbragt til 55 centre. I 2017 blev antallet af centre yderligere nedjusteret fra 55 til 25. Udlændingestyrelsen vurderer løbende behovet for yderligere tilpasninger. 

02:32

Fire nordjyske asylcentre lukker

Luk video

 

Flere nyheder fra TV2 Nord