Udvalgsformand har fået nok: Forlader sit parti

Jan Andersen var spidskandidat for Dansk Folkeparti i Mariagerfjord Kommune til kommunalvalget i november 2017. Nu har han valgt at melde sig helt ud af partiet.

Otte måneder inde i den nuværende byrådsperiode har en af udvalgsformændene i Mariagerfjord kommune fået nok og har derfor valgt at stoppe i sit parti. Det skriver Fjordavisen.nu.

Der er tale om Jan Andersen, som var Dansk Folkepartis spidskandidat til kommunalvalget i november 2017.

Med sine 466 personlige stemmer var han med til at give Dansk Folkeparti tre byrådsmedlemmer og to udvalgsformænd i byrådsperioden, men nu har han altså valgt at melde sig helt ud af partiet.

- For mig handler lokalpolitik om at samarbejde med alle mine byråds-kollegaer, hvor vi kommer til møderne, diskuterer og i god stemning laver løsninger, der er med til at gøre Mariagerfjord kommune til en bedre kommune at leve, bo og arbejde i, siger Jan Andersen til Fjordavisen.nu.

Han mener, at ovenstående ikke er gældende, som det er nu, og at mødepligten fra sine kollegaer er for sløj. Netop derfor ønsker han ikke, at være en del af partiet længere. 

Udover at være medlem af byrådet i Mariagerfjord kommune, er Jan Andersen formand for udvalget for Sundhed og Omsorg og har plads i Økonomiudvalget.

- Jeg vil bruge den kommende tid til dialog med de øvrige partier i byrådet, om hvordan de mener at samarbejde og det politiske parti-arbejde generelt bør foregå i et byråd, siger Jan Larsen til Fjordavisen.nu.

Jan Andersen har meldt sig ud af Dansk Folkeparti per 1. august og meddelt Borgmester Mogens Jespersen og gruppeformand i Dansk Folkeparti Jørgen Hammer Sørensen, at han nu står udenfor parti.


Seneste nyt

fra Nordjylland