Ulovligt slagteri afsløret

Fødevarestyrelsen har afsløret et ulovligt slagteri i Østerild i Thy, hvor de fandt en fryser fyldt til bristepunktet med svin i forskelle udskæringer såsom flæskestege og grillben.

Rejseholdet fra Fødevarestyrelsen påbød mandag ejeren af en landejendom på Falsbjergvej 7 i Østerild at destruere en masse svinekød, da de ikke vurderede kødet egnet til menneskeføde, fordi dyrenes sygdomshistorik og medicinering ikke var kendt.

Derfor advarer styrelsen folk, som har købt kød på adressen, mod at spise kødet, men anbefaler i stedet at kassere eller returnere det.

Politiet blev tilkaldt til adressen mandag, hvor der blev beslaglagt en kødhakker og en vægt, som angiveligt har været brugt under den ulovlige slagtning. ?

Ejeren kan nu se frem til bøder for blandt andet uhygiejniske forhold, ulovlig bortskaffelse af slagteaffald samt ulovlig fødevarevirksomhed.

Alt kødet blev destrueret ved at det blev overhældt med destruktionsfarve.


Seneste nyt

fra Nordjylland