Ulsted lammetæver Real Madrid og FC Barcelona

De får tæv på banen, men Ulsteds spillertrøjer storhitter. De røde spillertrøjer sælger 10 gange så meget som trøjer fra Tottenham, Real Madrid og Barcelona - tilsammen.

Det kan godt være, at Ulsteds Serie 6-hold netop er allersidst i landets dårligste fodboldrække. Men udenfor banen begynder holdet at udvikle sig til en kommerciel storsællert. 

- Vi langer lige nu 10 gange så mange Ulsted-trøjer over disken som trøjer fra Tottenham, Real Madrid og FC Barcelona - tilsammen. Det er helt vildt og rigtig sjovt, fortæller indehaver af Sportigan i Hjallerup, Henrik Mølgaard, der har samarbejdet med holdet om at sælge trøjerne via sin webshop

Grunden til den store salgssucces er klar, mener han. 

- Udsendelserne viser virkeligheden. Det, folk ser på skærmen, er sådan, spillerne er. De er bare sig selv, uanset om der er kamera på eller ej, lyder Henrik Mølgaards forklaring. 

- Det sjove er, at bestillingerne kommer ind fra hele landet via vores webshop. Det er ikke kun nordjyder, der er fans af Ulsted-drengene. 

Ulsteds Serie 6-hold tabte i weekenden 7-0 til arvefjenderne fra Langholt, og det betyder, at chancen for at slippe væk fra bunden af dansk fodbold blev udslettet med en stor fed streg under. 

Til gengæld vinder Ulsted kampen om trøjesalget - foran Tottenham, FC Barcelona og Real Madrid. 


Seneste nyt

fra Nordjylland