"Ulven" blev kvalt

Foto: Naturstyrelsen

Nye undersøgelser viser, at "ulven" fra Thy ikke døde af kræft - i stedet blev den kvalt.

Det er endnu ikke slået fast, om det var en ulv, der blev fundet død i Nationalpark Thy i sidste måned, men nu er dødsårsagen på plads.

Ifølge tv2.dk viser obduktionen, at "ulven" døde af en betændelsestil­stand i brysthulen, som i sidste ende gjorde, at den blev kvalt. De første undersøgelser tydede ellers på, at dyret døde af kræft.

Præcis hvilke bakterier, der har givet dyret betændelse i brysthulen, er endnu ikke fastlagt. Undersøgelserne viser også, at "ulven" havde en byld i hjernen efter en betændelse.

Seniorforsker ved DTU Veterinærinstituttet, Tim Kåre Jensen, siger til tv2.dk, at dyret kun vejede 34,6 kilo ved sin død, og at det har været stærkt påvirket af betændelsen

- Inden dyret døde har det været stærkt påvirket og haft nedsat lungefunktion over en længere periode. Sygdommen har hindret den i at finde føde, hvilket afspejler sig i dens ekstreme afmagring og en lidt mindre og let gullig lever. Der var desuden væske i underhuden ved brystbenet, hvilket tyder på, at dyret har ligget længe før døden indtraf, siger Tim Kåre Jensen til tv2.dk.

Der er også fundet tre forskellige slags bændelorm i tarmen på dyret.

Resultaterne af om der virkelig er tale om en ulv, ligger sandsynligvis klar i næste uge. Den sidste vildtlevende ulv i Danmark blev skudt i Jylland i 1813.

Flere nyheder fra TV2 Nord