Unge er online konstant

Antallet af sociale medier på internettet er eksploderet, og ikke mindst børn og unge bruger dem nærmest i døgndrift. [b]Se Konsekvens i aften.[/b]

Ifølge en af landets førende eksperter på området, adjunkt Malene Charlotte Larsen fra Aalborg Universitet, er der nærmest uanede muligheder for de unge på nettet.

- Jeg har jo selv i min forskning prøvet at holde mig orienteret på mange af de sociale netværkssider, hvor børn og unge er, og jeg kom da op på at have profiler på langt over 25 sider, fortæller hun.

Facebook er stadig langt det mest brugte med cirka 2,8 millioner brugere i Danmark, men lige nu er Facebooks popularitet hos de unge truet af ikke mindst det sociale medie Formspring, hvor man også kan skrive anonymt. Omvendt er hjemmesiden Arto, der indtil for ikke så længe siden var en af de mest brugte hjemmesider blandt danske børn og unge, nu blevet offer for, at tiderne hurtigt kan skifte på det sociale mediemarked.

- Arto er det mest kiksede, der overhovedet er på nettet. Der er ingen, der bruger det mere, konstaterer de 15-årige Hjørring-piger Victoria Pedersen og Signe Schubert, der selv bruger det meste af deres online-tid på Formspring og Facebook, men som også er heftige brugere af blandt andet Instagram, Kik og Snapchat.

TV2/Nords nyhedsmagasin, Konsekvens, sætter i nyhedsudsendelsen i aften klokken 19.30 fokus på børns og unges brug af sociale medier - og på de muligheder og de farer, der følger med. Her kan du blandt mange andre møde Malene Charlotte Larsen, Victoria Pedersen og Signe Schubert - og du kan også via Facebook blande dig direkte i debatten i studiet.

Synes du, at det er i orden, at forældre først giver deres børn lov til at komme på Facebook, når de er 13 år, og er det i orden, at skolerne tillader brug af Facebook i skoletiden? Deltag i debatten på TV2/Nords Facebook-side www.facebook.com/tv2nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland