V-fælle undsiger Støjberg: Flygtninge i arbejde kan være her

Torsten Schack forstår godt frustrerede virksomheder, der risikerer at miste flygtninge-medarbejder. Han synes, de skal have lov til at blive.

Venstres Torsten Schack Pedersen, der er partiets erhvervsordfører, er ikke enig med udlændinge og integrationsminister Inger Støjberg (V). Hvis en flygtning tjener nok og har arbejde, skal vedkommende kunne blive i landet.

- Hvis man er i beskæftigelse og i min optik tjener over 375.000 (om året, red.), så skal man have mulighed for at få en arbejdstilladelse, så man kan blive i Danmark, så længe man er i beskæftigelse. Mister man så sit job, så mister man også sin arbejdstilladelse - og så må man rejse til hjemlandet, der er vurderet som sikkert at rejse hjem til, siger Torsten Schack Pedersen.

Lige nu er reglerne sådan, at man skal tjene 417.000 kroner om året for at kunne få arbejdstilladelse og dermed blive i landet.

Uoverensstemmelserne i partiet er opstået, fordi det i de seneste dage er kommet frem, at virksomhederne, Tican i Thisted og Famm Seafood i Hanstholm, risikerer at miste medarbejdere, fordi de er her i landet som flygtninge, der skal sendes hjem, fordi det er sikkert for dem at rejse hjem. Det ærgrer virksomhederne, at den slags politiske tiltag påvirker, hvem de kan have ansat.

- Jeg forstår godt frustrationen hos virksomhederne, fortæller erhvervsordføreren. 


Seneste nyt

fra Nordjylland