Vendsyssel FF har skrevet kontrakt med lokal AaB’er

Vendsyssel FF oplyser, at de har hentet den 19-årige offensivspiller Moses Opondo fra AaB. Han har fået kontrakt i et år.

Superliga-aspiranterne fra Vendsyssel FF har forstærket truppen med en nu tidligere AaB-spiller. Der er tale om Moses Opondo, som i efteråret 2016 spillede for Vendsyssel FF som lejesvend.

- Moses Opondo er en meget eksplosiv spiller med gode færdigheder mand mod mand. Jeg er helt sikker på, at Moses Opondo og Vendsyssel FF bliver et godt match, og mine forhåbninger er, at Moses Opondo nu har vænnet sig til seniorfodbold og vil få en fremtrædende rolle allerede her i foråret, siger cheftræner Joakim Mattsson i en pressemeddelelse fra Vendsyssel FF.

Moses Opondo indledte sin fodboldkarriere i Bangsbo Freja, men forlod frederikshavnerklubben i 2011, hvor han begyndte på AaB's fodboldcollege.

- Vi er også rigtig glade for, at Moses er lokal og vendelbo og samtidig et stort talent med et kæmpe udviklingspotentiale, hvilket er i tråd med klubbens nye vision, supplerer formanden for det sportslige udvalg Erik Rasmussen.

I efteråret 2016 spillede Moses Opondo 12 ligakampe og tre pokalkampe for Vendsyssel FF. Han scorede to gange i pokalturneringen.

- Jeg er superglad for at være i klubben, hvor alle har taget virkelig godt imod mig og hjulpet til med, at mit første år som seniorspiller har været en god oplevelse. Mine mål for de kommende seks måneder, er at tage yderligere skridt og opnå endnu mere spilletid og forhåbentlig bidrage med både mål og assist, siger Moses Opondo.

Vendsyssel FF meddelte desuden mandag, at klubben har den hollandske offensivspiller Nino Gouriye på prøve. Den 26-årige Nino Gouriye begyndte sin prøvetræning mandag og træner med Vendsyssel FF ugen ud.


Seneste nyt

fra Nordjylland