Venstres nye frontfigur er i spil til borgmesterposten

Foto: Venstre Rebild

35-årige Jeppe Ugilt Hansen har netop taget hul på sin anden periode som byrådsmedlem i Rebild Kommune. Han var en af de store stemmeslugere ved kommunalvalget i november og er efterfølgende blevet udpeget som gruppeformand for Venstre. En post, som får de politiske drømme til at spire.

Jeppe Ugilt Hansen kigger dagligt til kødkvægene, der græsser omkring Volstrup Golf Center i Himmerland. Det er familiegården Volstrup med det tilhørende golfcenter, det 35-årige byrådsmedlem bruger størstedelen af sin arbejdstid på, når han ikke sidder til møder på rådhuset i Støvring.

- Der havde været lidt udfordringer, og så tænkte jeg, at jeg ville gerne selv prøve at komme ind og sætte mit præg på det. Man kan godt bare sidde og brokke sig, men hvis man vil ændre nogle ting, så er man også nødt til at tage tyren ved hornene, siger Jeppe Ugilt Hansen (Venstre) om baggrunden for, at han gik ind i politik.

Jeppe Ugilt Hansen trådte ind i kommunalpolitik i efteråret 2013, hvor han stillede op for Oplandslisten og blev valgt ind i byrådet i Rebild Kommune. De første fire år i kommunalpolitik har gjort ham mange erfaringer rigere.

- Jeg gik ind i byrådet med en masse fordomme, og nogle af dem har jeg fået bekræftet, mens andre er blevet afkræftet. Jeg har fået bekræftet, at det er et tungt system at danse med, men at man også med flid og ved at sætte sig ind i sagerne kan rykke ved nogle ting, siger Jeppe Ugilt Hansen.

Læs også Generationsskifte: Jeppe Ugilt bliver ny gruppeformand for Venstre i Rebild

I spil til borgmesterpost

For 11 måneder siden meldte Jeppe Ugilt Hansen sig ind i Venstre, som han stillede op for ved valget i novemver. Han blev efter valget udpeget som partiets nye gruppeformand i Rebild, og er måske Venstres borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg.

I sidste ende er det jo Venstres vælgere, der skal afgøre, om jeg skal forsøge at gå efter at blive borgmester.

Jeppe Ugilt Hansen, byrådsmedlem i Rebild Kommune

- Det vil jeg ikke udelukke, at jeg vil forsøge at gå efter, men jeg har heller ikke sagt entydigt endnu, at jeg vil. Jeg vil bruge det næste år til halvandet på at mærke efter i maven, og til at se, om jeg er kvalificeret nok til det, og om jeg kan få det til at hænge sammen med familien og med virksomheden. Og i sidste ende er det jo Venstres vælgere, der skal afgøre, om jeg skal forsøge at gå efter at blive borgmester, siger Jeppe Ugilt Hansen.

Vil ikke være levebrødspolitiker

Jeppe Ugilt Hansen er med sine 35 år et af de yngre byrådsmedlemmer i Nordjylland. Det betyder, at han kan komme til at trække i de politiske tråde i Rebild Kommune mange år ud i fremtiden. Han tør da heller ikke udelukke, at han kommer til at optage en stol i byrådssalen nogle år endnu.

- Jeg har altid sagt, at jeg ikke synes, det er smart at blive levebrødspolitiker, men omvendt er det jo farligt at sige noget til kamera, fordi så kan det være, at det bliver vist om 16 år, hvis jeg stadigvæk sidder i byrådet. Det har jeg egentlig ikke gjort op med mig selv, og det afhænger også meget af, hvad der sker op til det kommende valg om fire år, fastslår Jeppe Ugilt Hansen. 

Læs også Rebild: Her er det nye byråd

Flere nyheder fra TV2 Nord