TV2 Nord

Aalborgs hovedgade er alt for nedslidt

06:38

Tina French vil have flere penge til at vedligeholde Aalborgs store hovedgade

Engang var det Aalborgs stolthed og midtpunkt. I dag er Vesterbro, hovedgaden i Danmarks fjerde største by, efterhånden slidt.

Vesterbro er de seneste år blevet en stor, slidt genvej til byens andre - mere attraktive - kvarterer. Sådan lyder det både fra borgere, politikere og handelsfolk. Evald Rask har arbejdet i Vesterbro Gadeforening i 30 år, og nu har han svært ved at se lyspunkter for gadens fremtid.

-Gaden er meget slidt. Bilerne kommer bare lige igennem på vej ud til City Syd. Der er ikke noget der spændende i den her gade længere, og næsten halvdelen af butikkerne fra tidligere står tomme, siger Evald Rask.

Gaden taler selv et tydeligt sprog. Handelslivet er mere eller mindre væk og erstattet af skilte med teksten: erhvervsmål til leje.

Tina French, Venstres borgmesterkandidat i Aalborg, er enig med Evald Rask

-Vesterbro ser ret forsømt ud. Den er misligholdt og trænger virkelig til at løft, hvis vi skal undgå opfattelsen af, at Aalborg er sådan en sort by. Men de handlende og en lille gadeforening kan ikke løfte opgaven alene. Kommunen skal med. Vi politikere har nok haft for travlt med at bygge nyt og snakke for meget letbane og Smart City. Vi bliver nødt til også at afsætte penge til drift og vedligehold. Venstre har til det seneste budget foreslået, at der bliver brugt flere penge på at holde midtbyen ved lige. Vesterbro er vigtig. Den er jo hele vores indfaldsport til byen, siger Tina French.

Gadeforeningen har haft flere besøg af politikere og rådmand for at drøfte den store hovedgades tilstand.

-Det har været fine møder med fine tanker og forslag fra deres side, men desværre bliver det kun til luftkasteller. Det er synd, for med de fine funkisbygninger burde Vesterbro være en af de flotteste og mest aktive gader, man kan tænke sig, siger Evald Rask.

Ifølge Tina French befinder Vesterbro sig lige nu i en ond spiral

-Som skolerådmand kender jeg situationen. Hvis en skole er godt nedslidt, kan der godt blive en tendens til lige at sparke til et hjørne af væggen. Hvis det ser lidt trist ud et sted, er det måske lidt håbløst at gøre noget ved det, siger rådmanden.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord