Vidner melder sig

 Vidner melder sig

Efter weekendens uroligheder ved Café 1000fryd i Aalborg er flere forbipasserende parate til at vidne til fordel for politiet. Alligevel vil Enhedslisten nu stille spørgsmål til justitsministeren om politiets ageren lørdag nat

Umiddelbart før politiets anholdelser lørdag nat har mindst 11 vidner set ophidsede autonome gå til angreb på politiet - med blandt andet potteplanter og ølflasker kastet fra 1. salen ovenpå Café 1000fryd. Vidnerne er nu klar til at hjælpe politiet.

- Det er dejligt, at så mange vil hjælpe os. Det er sjældent, at det sker i den her slags sager, hvor politiet er i en konfrontation, siger politiinspektør fra Nordjyllands Politi i Aalborg, Stig Lundbo, til TV2/NORD.

Ifølge politiet har ingen, der vil vidne imod politiet, meldt sig. Men Enhedslisten vil nu have justitsministeren til at undersøge om politiet handlede korrekt lørdag nat ved ikke anholde de oprindelige ballademagere, som angiveligt er yderliggående AaB-supportere, der provokerede gæsterne på Café 1000fryd.

Det nordjyske folketingsmedlem for Enhedslisten, Per Clausen, vil stille justitsministeren følgende paragraf 20-spørgsmål:

- Vil ministeren på baggrund af begivenhederne ved 1000fryd i Aalborg, lørdag den 25. august, hvor politiet tilsyneladende rettede sin indsat mod den gruppe mennesker, der var blevet udsat for et angreb og lod angriberne slippe for tiltale, tage initiativ til at gennemføre en undersøgelse af Aalborg Politis ageren i denne sag?

Ved urolighederne lørdag nat blev en betjent slået i ansigtet. Den formodede gerningsmand er blevet varetægtsfængslet, men gerningsmanden til et overfald på en anden betjent, hvis næse muligvis er brækket, er endnu ikke identificeret. Derfor opfordrer politiet endnu flere vidner til at melde sig.


Seneste nyt

fra Nordjylland