Vind 150.000 kroner: Er du med i et fantastisk fællesskab?

Er du en del af et fællesskab eller sidder du i en forening hvor i godt kunne bruge lidt penge til et specielt projekt, så skal du høre godt efter nu. TV2 Nord og landets øvrige regioner skyder i disse dage i samarbejde med Tuborgfondet og Lokale- og Anlægsfonden en helt ny kampagne i gang - en kampagne der hylder fællesskabet. Arkivfoto

Er du en del af et fællesskab eller sidder du i en forening hvor i godt kunne bruge lidt penge til et specielt projekt, så skal du høre godt efter nu. TV2 Nord og landets øvrige regioner skyder i disse dage i samarbejde med Tuborgfondet og Lokale- og Anlægsfonden en helt ny kampagne i gang - en kampagne der hylder fællesskabet.

Og der er 150.000 på højkant, når TV2 Nord og landets øvrige regioner hylder fællesskabet med en stor kampagne.

Hvor findes det mest fantastiske fællesskab i den nordjyske region og i hele Danmark? Det har TV 2 Nord sat sig for at finde ud af. Derfor lancerer TV 2 Nord sammen med de øvrige TV 2 Regioner i Danmark projektet ”Fantastiske Fællesskaber”.

Projektet går ud på at fejre alt det, som danskerne har sammen, og at finde frem til det unikke sammenhold, der fortjener titlen som Årets Fantastiske Fællesskab – og en medfølgende pris på 50.000 kroner.

- Vi har jo en stærk foreningskultur både i Nordjylland og i hele Danmark og rigtig mange dyrker deres interesser i et fællesskab. Det er jo vidt forskellige ting, som folk samles omkring. Nogle fællesskaber er store og andre små, men fælles for dem er, at vi mødes for at støtte op om det, der optager os i livet. Vi vil gerne være med at holde fast og styrke den tradition, siger Ingrid Buch, programchef på TV 2 Nord.

Fra onsdag den 28. marts og frem til den 26. april kan alle foreninger og fællesskaber melde deres projekt til. En regionale jury vil ud fra ansøgerne nominere ti fællesskaber, der ved sms-afstemning skal dyste om at vinde en regional pris på 50.000 kroner. 

Vinderen fra hver region går videre til landsfinalen, hvor det fællesskab, der får flest stemmer, vinder yderligere 100.000 kroner og ikke mindst titlen som Årets Fantastiske Fællesskab. Der er altså en samlet præmiesum på 150.000 kroner til det fantastiske fællesskab, der går hele vejen.

Støttet af fonde

Samtlige af Danmarks otte TV 2 Regioner er med i Fantastiske Fællesskaber, og projektet støttes af Lokale- og Anlægsfonden og Tuborgfondet. Det har gjort det muligt at løfte projektet til at være landsdækkende og samtidig sikre en stor gennemslagskraft i alle dele af landet.

- For at give danskerne indsigt i de fællesskaber, som de kan stemme på, vil der blive produceret en lille portrætfilm om hver af de i alt 80 nominerede foreninger fra hele landet. Filmene kan i løbet af september ses på TV 2 Regionernes hjemmesider, de bliver delt på Facebook, og de bliver også broadcastet på tv, fortæller Ingrid Buch fra TV 2 Nord.

 

 

Den nordjyske jury

  • Esben Danielsen, direktør, Lokale- og Anlægsfonden
  • Anne-Marie Skov, direktør, Tuborgfondet
  • Peter Møller Madsen, leder Nibe Festivallen
  • Lynge Jakobsen, tidligere sportsdirektør AaB
  • Mikael Justesen, direktør TV2 Nord

Flere nyheder fra TV2 Nord