Vinderen er fundet: Merete Bonde Pilgaard kåret som Årets Nordjyde

Merete Bonde Pilgaard er Årets Nordjyde. Det er netop blevet afgjort ved et stort gallashow i Musikkens Hus i Aalborg.

Til stående bifald blev det for kort tid siden afsløret, at Merete Bonde Pilgaard har vundet titlen som Årets Nordjyde, æren, den unikke statuette og de 50.000 kroner, der følger med.

Vinderen blev fundet i et felt af tre finalister, og her var det altså Merete Bonde Pilgaard, der fik flest SMS-stemmer mens Hans Peter Wolsing og Kristin Assaad, der også var i finalen, indtager de følgende placeringer.

Nordjydernes vinder fik på scenen i Musikkens Hus overrakt statuetten, blomster og den store gavecheck på 50.000 kroner - alt sammen overvældende i en grad, så vinderen selv, ikke helt kunne tro det.

- Jeg tænker, at pludselig vågner jeg, og så kan jeg fortælle Søren (Meretes mand red.), at jeg har lige drømt, at jeg er blevet Årets Nordjyde, lød det fra Merete Bonde Pilgaard inden vært Morten Pedholt kneb hende i armen for at forsikre hende om, at det hele er helt virkeligt.

Se øjeblikket, da Merete blev udråbt som vinder:

 

Med gavechecken på 50.000 kroner stående på gulvet foran sig, blev den nyslåede vinder spurgt, hvad pengene skal bruges til, og efter en ganske kort tænkepause lød svaret:

- Det ved jeg simpelthen ikke. Det er mit ærlige svar, det ved jeg ikke. Det skal jeg finde ud af.

Merete Bonde Pilgaard har vundet titlen som Årets Nordjyde som stifter af foreningen Venligboerne, der kom til verden i 2013 og i dag har lokalafdelinger over det meste af landet.

Venligboerne bygger på tre grundregler: At være venlig i mødet med andre, at være nysgerrig, når du møder andre mennesker og at møde forskellighed med respekt.

- Det er egentlig meget simpelt og nogle gode huskeregler til hver gang man støder på nogle mennesker, så kan man have de her sætninger med sig, fortalte Merete Bonde Pilgaard, da TV2 Nord op til kåringen portrætterede hende og de øvrige nominerede.

Vi fangede Merete Bonde Pilgaard lige efter showet til et længere interview - det kan du se her:

 

Se hele Årets Nordjyde-showet herunder:

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland