Vinterbaderfestival slår rekord: 314 kastede sig i kolde bølger ved Skagen

Den syvende Skagen Vinterbaderfestival slår alle rekorder med 314 deltagere fra 48 forskellige klubber, der fredag morgen tog en frisk dukkert.

Over 300 vinterbadere fra hele Skandinavien løb i bølgerne ved Skagen fredag morgen, da Skagen Vinterbaderfestival begyndte. Det er bare syvende gang, festivalen løber af stablen, men interessen for at deltage hvert år vokset.

quote Det er friskt og stærkt vanedannende.

Birthe Fisker, vinterbader

Og med 314 deltagere fra 48 forskellige klubber kan Skagen Vinterbadefestival også denne gang melde om deltagerrekord.

Selv om der fredag ikke var meget vinter over dagens badevejr, nød de mange vinterbadere turen i vandet.

- Det er friskt og stærkt vanedannende. Det er det dér kick, det giver, og så er det selvfølgelig fællesskabet om det at være med i en vinterbaderklub, sagde Birthe Fisker fra Isbryderne i Skagen.

- Jeg har det rigtig godt, jeg er sådan helt vågen nu. Det er rigtig skønt, når man gør det hver morgen. Man kan godt være lidt træt og lidt søvnig, når man kommer, men når man så kommer op igen, er man frisk resten af dagen, supplerede Gudrun Sørensen fra Søstjernerne i Blokhus.

Godt for erhvervet i Skagen

Udover selve vinterbaderiet byder Skagen Vinterbaderfestival også på mange andre aktiviteter for deltagerne rundt om i Skagen. Derfor glæder det ikke kun arrangørerne, men også Turisthus Nord.

- Det betyder rigtigt meget for erhvervet i Skagen, at vi har et event som vinterbaderfestivalen i januar. Vi arbejder målrettet på at udvikle helårsturismen, og her er vinterbaderfestivalen det gode eksempel på, at man kan skabe unikke oplevelser takket være engagerede ildsjæle, siger turistdirektør René Zeeberg fra Turisthus Nord.

Vinterbadefestivalen varer indtil søndag, hvor vinterbaderne tager en sidste dukkert. 

 

Seneste nyt

fra Nordjylland