Vinterrevy tilbage til istiden

Skuespillerne til årets vinterrevy blev mandag overrasket med en tur til istiden. Her skulle mammutter og istidsfolk få dem i vinterrevy-stemning.

Det var en iskold oplevelse, som Aalborg Kongres & Kultur Center havde til skuespillerne i årets vinterrevy. Skuespillerne troede, de skulle til møde på revydirektør Ernst Trillingsgaards kontor, men det var nu ikke helt tilfældet.
De blev nemlig istedet taget en tur med tilbage til istiden.

- Ej, prøv lige at se, hvor store de er, siger skuespiller Vicky Berlin, da hun får øje på de store mammutter i Aalborg Zoo.

På istidsudstillingen bliver revyskuespillerne mødt af et folk fra istiden, som spilles af amatørskuespillere fra Aalborg Produktionsskole.

- Jeg forstår ikke en lyd af, hvad de siger. Er det en eller anden særlig aalborg-dialekt?, siger skuespiller Hans Holtegaard og griner.

 Istidsfolket udlever rensdyrskind til skuespillerne, og byder dem på et ægte istids-måltid.

- Om det er mammut eller, hvad det er, det ved jeg ikke. Det er i hvert fald mam, siger Hans Holtegaard.

Ernst Trillingsgaard, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, er glad for, at kunne gøre noget anderledes end bare et almindeligt møde. Men der skal da også ordnes opgaver, som der plejer.

- Når vi er færdige herude i istiden, så skal vi i gang med at gennemgå alle teksterne. Også skal vi også have fordelt nogle roller. Den fordeler vi efter, hvad der passer bedst til de enkelte skuespillere, siger Ernst Trillingsgaard.  

Selve formålet med at holde møde i istiden, er at lægge op til en humoristisk og humørfyldt revy.

- Det er jo sjovt og anderledes, og den stil ønsker vi også i årets vinterrevy, siger Ernst Trillingsgaard 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland