Voldsomt vejr på vej ind over Nordjylland

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

En koldfront er på vej ind over landsdelen med masser af regn resten af dagen.

En koldfront er godt i gang med at rydde det fine sensommervejr af vejen. Koldfronten bevæger sig fra sydvest ind over Danmark.

Indtil videre har den været inde over Thisted og Mors og nede ved Skive-kanten, hvor der er faldet 25-45 millimeter regn inden for de seneste tre timer.

Og nu er kursen altså rettet mod resten af Nordjylland.

- Fronten nærmer sig nu Løgstør, så vidt jeg kan se, lyder det fra Frank Nielsen, der er vagthavende hos DMI.

- Det er på vej, og der er et varsel ude om, at det kan give 25-35 millimeter over et par timer, siger han.

I morgentimerne har der været kraftig regn over Midtjylland og Vestjylland, hvor der nogen steder er faldet op mod 50 millimeter.

- Fronten arbejder sig mod nordøst. Den vil nå Frederikshavn ved 17-tiden, ser det ud til, siger Frank Nielsen.

Prognoserne hos DMI viser, at den kraftige regn risikerer at tage lokale skybrud med sig.

- Når fronten har passeret måske ved 20-tiden, så vil det stilne af, men måske stadig med lokale byger, slutter vagtchefen.

 

Flere nyheder fra TV2 Nord