White Hawks med ryggen mod muren: Vi skal være mere agressive

Foto: Christian Henriksen

Frederikshavn White Hawks er bagud med 0-3 i kvartfinaleserien mod Aalborg Pirates. Det er aldrig sket i dansk ishockey, at et hold kommer tilbage og vinder serien, når man er bagud 0-3.

I aften spilles fjerde kamp i Nordjyske Bank Arena i Frederikshavn. Og frederikshavnerne har alle odds imod sig med nederlag i de tre første kampe. 

- Vi skal ud og dominere kampen. Vi skal spille fysisk, og så skal vi være meget mere aggressive i begge ender. Vi skal være villige til at betale prisen og få de tæsk, der hører med, hvis vi skal slå dem, udtaler White Hawks-backen Kasper Kristensen til Kanal Frederikshavn.

Han synes, det har en været en hårdt spillet serie, hvor høgene i første kamp spillede rigtig godt. Kasper Kristensen bemærker, at der i alle tre kampe har været fantastiske målmandspræstationer i begge ender.

- Det kan jeg ikke byde mine holdkammerater

Selv er han blevet sendt i udvisningsboksen hele seks gange - ligeligt fordelt over de tre kampe.

- Det er alt for mange. Det er simpelthen ikke godt nok, og det kan jeg ikke byde min holdkammerater. Jeg er en spiller, der altid spiller meget fysisk, og det sætter jo sine spor. Jeg synes, jeg har lavet nogle gode rene taklinger, som har resulteret i udvisninger, men har samtidig også taget nogle dumme udvisninger. Men det er klart, at det til tider godt kan virke som om, dommerne har et ekstra øje på mig, da de efterhånden kender min spillestil, fortæller Kasper Kristensen.

Han er tilhænger af, at man i playoff - specielt i et lokalderby - giver og tager mere og samtidig får lov til dette.

- Jeg synes personligt, det er fantastisk, når man kan se rivaliseringen og det dertilhørende had komme til udtryk på isen, uden at der på nogen måder skal spilles svinsk, siger WH-backen.

Taber White Hawks i aften, er sæsonen slut for høgene. Vinder Frederikshavn, spilles femte kamp lørdag kl. 15.30 i Gigantium Isarena.

Flere nyheder fra TV2 Nord