Stendalhus

Abonnér via RSS

I dag er det, at være Folkeskolelærer ikke et attraktivt erhverv, såfremt der i ens sjæl brænder et ønske om, at undervise børn bedst muligt. Gennem de seneste år, er mere af lærernes arbejdstid overgået til analyser og evalueringer. Man undres over politikernes hang til rapporter om, hvorfor det står så sløjt til i Folkeskolen, da kravet om evalueringer og rapporter forringer børnenes muligheder for, at lære det de skal. Forberedelsestiden og nettotimer med elever reduceres, da en stadig stigende procentdel af lærens arbejdstid går med, at skrive rapporter og elevevalueringer. Alt dette rod, har givet inspiration til, en lille historie, der kunne have foregået i et lille land, hvor folk ikke behøvede gå over åen efter vand for, at finde ud af hvordan børn kunne lære noget mere ved, at finde læsebøgerne frem og gøre noget ved det, frem for at skrive lange tidskrævende rapporter.

I det lille land, lå på hver sin side af en sø, en skole. Den ene var en Folkeskole, den anden en privatskole. Oppe på det høje slot sad et kongepar, og kunne ikke vælge hvilke skole deres lille Prins skulle begynde i. Da blev det besluttet, en eksamenskonkurrence skulle løbe af stablen. Konkurrencen skulle foregå således, seks lærere fra hver skole skulle forberede et hundrede elever. Skolen med det bedste gennemsnit, kunne regne med Kongehusets gunst.

Endelig en dag blev det tid til denne eksamen. Til alles undren indkasserede Folkeskolen et enormt nederlag. Forskellen mellem de to skoler var så stor, Kongen og Dronningen nægtede at tro, der var tale om fair play. Konkurrencen måtte gå om.

På den private skole var der ingen tvivl om, fremgangsmåden skulle gentages. Man havde valgt, der skulle være én leder, der kordinerede de øvrige fem læreres undervisning. Det havde vist sig, at bære frugt.

Folkeskolen var dybt rystet over, deres evne til at lære fra sig, havde svigtet, trods de enorme pengesække, Kongehuset villigt havde givet for, landets børn skulle blive kløgtige borgere. Man nedsatte et udvalg, der skulle finde ud af, hvad der var gået galt. Udvalget kom frem til, man ikke kunne bruge den samme konfiguration igen. Det viste sig nemlig, man havde valgt fire lærerer, der skulle kontrollere og nøje overvåge to lærerers indsats i undervisningen. Dette kunne overhovedet ikke komme til at kunne fungere.

Det blev på Folkeskolen besluttet, ledelsesstilen ændres radikalt. Nu skulle der vælges én leder og fire kontrollanter. Dette skulle give mulighed for, den sidste lærer kunne hellige sig undervisningen fuldt og helt. Samtidigt skulle ansvaret uddelegeres. Nu kunne det ikke gå galt.

Den dag gryede, hvor den nye eksamen skulle se dagens lys. Atter skete det umulige. Den private skoles elever fik karakterer i top, og Folkeskolens elever dumpede på stribe. Kongeparret fik deres lille Prins indskrevet i den private skole, og gav embedsmændene besked på, at undersøge forholdene i Folkeskolen, der trods de tilførte midler, alligevel ikke kunne undervise på en tillidsvækkende måde.

Embedsmændene hyrede straks et stort og dyrt konsulentfirma, der skulle gennemgå hele sagen for, at finde ud af hvad der var sket. Efter en lang og dyr undersøgelse af Folkeskolen kom det frem, hvad der i grunden var sket. Lederen havde udstukket de rigtige retningslinier, at Folkeskolen skulle vinde. De fire kontrollanter havde også ihærdigt skrevet stolpe op og ned, om hvad der skete i undervisningen. Konklusionen var klar. Da læreren ikke havde været i stand til, at nå et tilfredsstillende resultat, blev han som ansvarlig fyret på stedet. De fire kontrollanter fik en økonomisk præmie for deres flid. Lederen havde fra starten udvist den rette ånd, hvorfor han modtog en stor medalje og forfremmet til inspektør på Folkeskolen.

Privatskolen ændrede ikke på deres undervisning, da de forsatte med at hyre dygtige lærerer samt bruge tiden på undervisning og forskning.

Skulle der være nogen sammenfald med et system i har hørt om, var det måske på tide at kræve lærerne tilbage til eleverne og give tid til resultaterne af ændringerne ses, frem for hele tiden at give kontraordre og ændre kurs. Således kommer skibet aldrig sikkert i havn. Det tager jo ni år for, at se ændringernes fulde effekt. Vores ansvar er, at sikre næste generation muligheden for god uddannelse samt rige muligheder for en god og stabil fremtid. Når lærerne trækkes bort fra klasselokalerne, skal det jo gå galt. Moralen af min lille historie er: ”Mere tillid og mindre kontrol, da ser eleverne også deres lærerer i næste time”.

Der hersker ingen tvivl om, Danmark står overfor alvorlige økonomiske problemer. Det er ikke tiden til, der skal bruges en masse offentlige penge, eller lade statskassen tømme grundet et stort hul, lavet af det slemme afgiftshungrende socialdemokratiske slagbor, der villigt lader sig styre af søvndals solblændede øjemål, mens alle istemmer koret med et frejdigt Helledusseda.. Men du milde hvor kan Pia K dog gøre sig, som den lille tue der vælter det store læs.

Der er bred enighed om, for at hjælpe andre skal man selv have et overskud. Det økonomiske overskud har Danmark ikke længere. Derfor bør vi se på ulandsstøtten. Hvorfor SKAL Danmark ligge i den absolutte elite? Hvornår er det vores tur til, at kunne trække vejet? Vi kan let hente 10 mia på den konto alene, uden verden går under af den grund. Naturligvis skal vi hjælpe flygtninge, men de leveomkostninger der er forbundet ved, at opholde sig i Danmark matcher ikke den standard flygtningene kommer fra. For hver flytning vi hjælper i Danmark, kunne vi sagtens hjælpe ti flygtninge i de nærområder de flygter fra. Det er frås med offentlige midler.

Pia Kjærsgaard ønsker ikke, at genere pensionister og kontanthjælpsmodtagere. Det er et valgtaktisk velfunderet slogan, der kan blive mere nyttigt, for hende, end det lige lyder. Årsagen er, der kommer rigtig mange kontanthjælpsmodtagere frem over. Årsagen er, dagpengeperioden halveres. -Og hvad betyder det så? Det betyder på klart Dansk, at hvis du ikke indenfor to år har fundet et nyt arbejde, må du gå fra hus, hjem og dit hidtidige liv. Som kontanthjælpsmodtager bliver man skubbet ud i intetsigende aktivering (så man ikke har tid til at søge et rigtigt arbejde) samt sendes på enden ned af selvtillidbakken. Jo længere man ryger ned ad denne bakke, jo vanskeligere bliver det, at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det er jo stik mod regeringens intentioner.

Helt ærligt kan jeg ikke se, hvorledes Danmark kan spare penge ved, at sende folk ud i noget, det tangerer evig social fortabelse. Regeringen ser gerne, der stadig er folk der kan, og vil, betale skat. Dette kræver imidlertid man har et job. Pia Kjærsgaard må indse, ikke alle arbejdsløse ønsker at være uden arbejde. Hvorfor skal man være medlem af en A-kasse, hvis ikke man vil arbejde? Det giver ingen mening. Men der skal også være arbejdspladser, hvor man kan søge arbejde. Dette forslag giver kun mening i besparelsens hellige navn, hvis man på forhånd kalkulerer med, arbejdsløse ikke finder et job, indenfor to år. Det er i mine øjne det samme som at sige, man forhånd har givet op. De folk der gør det, har tabt alt. Pia Kjærsgaard var det virkelig hvad du har kæmpet for i alle disse år?

I Frederikshavn er mere end 700 sendt ud i arbejdsløsheden. MAN-Diesel, Martin og Frederikshavn Kommune (sidstnævnte med en S-borgmester ved roret, dengang) har til sammen afskediget mere end 700 medarbejdere. Det er gode stabile folk, der hellere end gerne vil tjene deres indkomst frem for, at modtage almisser. Hovedparten er højt specialiserede maskinoperatører, der trofast har produceret flere hundrede tons tunge motorer, smarte højteknologiske lysmaskiner og gode offentlige arbejdere, der har tjent kommunens borgere. De bliver sendt ud for, at søge et nyt job. Det har de nu blot to år til, fra før fire. Det lyder som lang tid, men de skal sikkert opkvalificeres, drives gennem meningsløse jobcenter-tests eller udfylde tonsvis af formularer. Der er ikke nogen job til dem. De private virksomheder finder det smart, at have et lavt postnummer og de offentlige centraliserer ud fra den devise, centrum af Danmark udspringer fra slotspladsen ved Christiansborg (Hallo,,,,, Det er altså lang tid siden, vi mistede Skåne). For nogle år siden lukkede Danyard. Det gik ud over de, der arbejdede på værftet samt rigtig mange underleverandører. Det tog meget mere end to år, før byen atter kom på fode. Bivirkningerne kan stadig mærkes. Nu ruller den anden fyrings-tsunami over byen, og inden vandet trækker sig tilbage, trækker Pia Kjærsgaard halvdelen af redningsudstyret væk fra katastrofen.

"De arbejdsløse skal finde et job. Det vil de også helst selv, og nu er situationen sådan, så de også godt kan." siger Pia Kjærsgaard. Desværre er der ikke nogen erstatning for de godt 700 arbejdspladser, der forsvandt fra Frederikshavn. Det er ikke viljen hos de arbejdsløse der mangler, men reelle arbejdspladser.

Frederikshavn kan ikke være den eneste by, der befinder sig i denne situation. Er nu overbevist om, hvilken politiker der kommer til, at være skylden for, hvorfor den borgerlige regering ikke vinder næste valg. -Er nogen i tvivl, kan de jo spørge Pia Kjærsgaard om, hvad hun lavede den 25. maj 2010. -Havde hun dog blot taget på en ferie...

Hvis Pia Kjærsgaard havde en rimelig opbakning i det nordøstlige Vendsyssel, kan sympatien efter dette svigt, desværre ligge på et lille sted. Vi kender ganske godt Lene Espersen i denne landsdel. Måske der ér er årsag til, hun rangerer højere på troværdighedsskalaen. Pia Kjærsgaard skal nu arbejde MEGET hårdt for, at overbevise mig om, hendes parti arbejder for, et retfærdigt og Dansk Danmark. Hendes troværdighed hos mig, har lidt et stort knæk. Dette er en om'er.

Fredag den 4. maj 1945 er en dato, der vil blive husket som en historisk dag. Meddelelsen om de tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark der overgav sig, gav anledning til, en bølge af glæde og fest fejede gennem landet, med radiobølgernes hastighed. Den 5. maj var det officielt slut med tysk dominans i vores land. Vel er der nu gået 65 år siden Danmark gennemlevede denne glædelige dag, da de 5 forfærdelige år var til ende. Danmark blev atter frit.

Vores land klarede sig heldigvis gennem krigen uden voldsomme krigshandlinger, som vi så det ske i Polen. Men alligevel var der modige unge Danske mænd, de aktive i modstandsbevægelsen, der betalte den ultimative pris, i kampen mod besættelsesmagten, der gjorde deres bedste for, Danskernes dagligdag blev mere og mere besværlig.

De tapre modstandsfolks indsats bør hilses med taknemmelighed samt huskes til evig tid. Det Danske Folk stod, i den for vores Land så vanskelige tid, sammen, om Fædrelandet, Dannebrog og Kongehuset. Som HM. Chr. X R ofte og kløgtigt udtalte: ”Min Gud, mit Land, min Ære”.

Rundt om i landet står mange vidnesbyrd om, mennesker for hvem håbet om Danmarks frihed betød alt. Kaj Munk var blandt de dygtigste til, at sætte ord på følelserne. På mindestenen i Skæring Hede kan læses et af hans digte:

”Drenge, I drenge, som døde –
I tændte for Danmark i dybest mulm
en lysende morgenrøde”.