Enhedslisten vil have fjernet støjende radarfly fra Aalborg.
Enhedslistens Per Clausen er utilfreds med de støjende AWACS-fly over Aalborg Lufthavn. Arkivfoto.
Folketingsmedlem Per Clausen fra Enhedslisten vil sætte en stopper for de støjende militærfly i Aalborg.
Radarflyene af typen AWACS foretager blandt andet skoleflyvninger i luftrummet over Flyvestation Aalborg, hvor flyene cirkler over området og hele tiden træner i at lande og lette på flyvestationen - og det fører jævnligt til klager fra beboere i området.
Flyene er fra Tyskland, men de tyske regler fører til, at flyene er blevet flyttet derfra og til Aalborg Lufthavn på grund af støjen. Baggrunden for at sige ja til besøg af de store radarfly er, at Danmark benytter sig af flyenes radarbilleder og selv stiller mandskab til rådighed.
- Jeg synes, det er helt urimeligt, at stærkt forurenende og støjende millitærfly flyver lavt hen over mindre byer i Aalborgs udkant.
Han vil derfor bede forsvarsminister Gitte Lillelund Bech om at få flyene fra Aalborg.
- Hvis disse forældede, forurenende og støjende fly skal indgå i øvelser i Danmark, må det ske i områder, hvor man ikke generer naboerne, fortsætter Per Clausen.