Kommune slår alarm: 12-13-årige samles i bandelignende grupper

12-13-årige unge i Frederikshavn samles i bandelignende grupper hvor kriminalitet, våben og narkotika er på dagsordenden.

Siden marts har Frederikshavn Kommune og det lokale politi oplevet, at en voksende gruppe af unge mennesker på helt ned til 12 år opsøger kriminalitet, våben samt indtag og salg af euforiserende stoffer.

Det fremgår af en rapport som Børne- og ungeudvalget i kommunen torsdag i denne uge skal forholde sig til.

Af rapporten fremgår det videre, at der er tale om en større gruppe af både danske og nydanske unge, der samles i bandelignende grupperinger, hvor man dækker over hinandens aktiviteter og handlinger. Der har, ifølge rapporten, været flere tilfælde hvor "tæskehold" er blevet tilkaldt, når unge har været i konflikt med hinanden eller har angivet andre i miljøet.

Urolighederne, som de mange episoder samlet benævnes i rapporten, har fundet sted i området Hånbæk, ved Iscenter Nord, ved Bangsbo og ved Palmestranden. Midt mellem disse steder ligger fritidscentret HotSpot og her har man i foråret oplevet den eskalerede situation blandt en del af de unge.

- Nogle af beboerne derude føler sig generede og nogle af de ansatte på Hotspot føler, at der har været en truende adfærd imod dem selv, fortæller vicepolitiinspektør John Henriksen, der er leder af lokalpolitiet i Frederikshavn.

Rapporten kalder på "akutte politimæssige og pædagogiske indsatser, der kan stoppe et voldsomt og bekymrende skred i kommunens ungeliv" og John Henriksen fra lokalpolitiet er enig.

Spørgsmål: 12-13-årige, der flirter med bandelignende grupperinger - hvor alvorlig en situation er det?

- Når du siger det sådan, er det meget alvorligt. Og det skal ikke forekomme, siger John Henriksen.

Hverken politiet eller udvalgsformand Christina Lykke Eriksen (SF) er klar med konkrete svar på, hvordan problemet er opstået, men Christina Lykke Eriksen peger på ressourcemangel ved politiet som en udfordring, når problemet skal løses.

- Man har jo valgt at sende vores politi til grænsen, og det betyder jo at vores fantastisk dygtige SSP-medarbejdere fra politiet mangler, og det er et stort element i SSP-samarbejdet, siger hun.

Det er dog en udlægning som John Henriksen ikke kan genkende.

- Helt konkret har vi et ekstra fokus på den patruljering, der sker i området. Og det gælder både vores specialpatrulje i civil og det gælder vores kørende patruljer i uniform, samtidig med at vi har et samarbejde med vores forebyggende SSP-betjente, der samtidig også er involveret i hele projektet, siger John Henriksen, der ikke vil kritisere kommunen for at have sovet i timen.

- Nej, det mener jeg ikke, der er nogen der har. Der er opstået en situation og efter min bedste overbevisning har kommunen udvist rettidig omhu ved hurtigt at reagere på det og inddrage os i situationen, siger John Henriksen.

På mødet i Børne- og Ungdomsudvalget torsdag bliver politikerne orienteret om tre punkter i en indsats, der skal komme problemerne til livs.


Seneste nyt

fra Nordjylland